Med 15 år i Dansk Byggeri og senest 15 måneder i DI, som blev fusioneret med netop Dansk Byggeri, kan Louise Pihl nu bringe alle sine brancherelevante erfaringer i spil som direktør i Byggeriets Uddannelser.
Hun kommer senest fra en stilling som underdirektør i DI, hvor hun har haft ansvaret for DI Lærlingeindsatsen og Regional Udvikling. I sine mange år i Dansk Byggeri varetog hun blandt andet opgaven som uddannelsespolitisk chef.
– Louise Pihl har stor erfaring med både bygge- og anlægsbranchen og uddannelsesområdet, og hun er kendt for at kunne drive en udvikling, derfor er hun et rigtig godt match for Byggeriets Uddannelser, siger formand for Byggeriets Uddannelser, Claus von Elling.
Det mest meningsfyldte arbejde
Louise Pihl har tidligere siddet i bestyrelsen for Byggeriets Uddannelser. Hun udtaler:
– At være med til at skabe gode uddannelser til både unge og voksne er noget af det mest meningsfyldte arbejde, jeg kan forestille mig (…). Bygge- og anlægsbranchen udvikler sig hurtigt i disse år, og det er afgørende, at uddannelserne udvikler sig, så de passer til branchens behov. Det glæder jeg mig til at bidrage til, ligesom jeg ser frem til at fortsætte det vigtige arbejde, Byggeriets Uddannelser gør for at tiltrække flere til uddannelserne, siger Louise Pihl.
Dygtig, ansvarlig og vidende leder
Også Claus von Elling ser frem til samarbejdet om den fortsatte udvikling af Byggeriets Uddannelser.
– Vi kender hende som en dygtig, ansvarlig og vidende leder af arbejdet med erhvervsuddannelserne, der ikke mindst har gjort en stor indsats for at sikre tilgang af unge til vores erhvervsuddannelser på bygge- og anlæg. Jeg glæder mig meget til sammen med resten af bestyrelsen at samarbejde med Louise, siger han.
Nuværende direktør for Byggeriets Uddannelser, Torsten Lindum Poulsen, fortsætter i Byggeriets Uddannelser frem til han går på pension med udgangen af april 2022.