Regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har netop indgået en aftale om en reform af universitetsuddannelserne.
Læs mere: Kæmpe reform på plads: Milliard-indsprøjtning til erhvervsuddannelserne
Men ifølge Ingeniørforeningen, IDA, vil aftalen blive en kortsigtet, halv løsning, hvor Danmark som videnssamfund ender med at stå tilbage med færre ingeniører, it-professionelle og naturvidenskabeligt uddannede.
Og når der samtidigt lægges op til at forkorte de specialiserede kandidatuddannelser på STEM-området (Science, Technology, Engineering og Mathematics), bliver der for alvor langt til målstregen i den absolutte elite for dansk erhvervsliv, mener formand Laura Klitgaard, der frygter, at en lang række af Danmarks internationale styrkepositioner på bl.a. life-science, grønne løsninger og digitalisering nu kommer til at køre på halvflade dæk:
– Det virker som om, at man med åbne øje har piftet dækkene på vores vækstmotor. Vi har som videnssamfund brug for både flere og endnu bedre uddannede kandidater. En generel dimensionering, som fører til et loft over antallet af studerende på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, vil være en kæp i hjulet for virksomhedernes fremtidige rekrutteringsmuligheder indenfor disse vitale områder, siger hun.
Lader andre træffe svære beslutninger
Hun kritiserer desuden, at politikerne – ifølge IDA – har lagt den svære dimensionering i et såkaldt kandidatudvalg, hvormed man overlader udvælgelse til universiteterne:
– Det er jo udtryk for, at man fra politisk hold ikke vil ‘sætte holdet’ og tage ansvar for sin reform, men i stedet lader andre træffe de svære beslutninger. Når man samtidig er i gang med adskillige politiske strategier, der kræver flere STEM-uddannede, er det ikke en professionel tilgang, siger hun.
Tour de France med halvt hold
Ifølge IDA’s beregninger vil Danmark i 2030 mangle 13.000 uddannede kandidater indenfor områderne ingeniør, teknik og it. Hertil kommer en mangel på 7.000 personer med en mellemlang teknik- eller it-uddannelse.
Det er derfor dystre udsigter, og allerede i dag er virksomhederne tvunget til også at hente international arbejdskraft for at finde kandidater med de rette kompetencer, mener Laura Klitgaard og understreger, at det teknologiske kapløb er i fuld gang – landene omkring mangler også vidensarbejdere indenfor STEM, og derfor kæmper alle lande for at komme først med nye løsninger:
– Så nytter det simpelthen ikke, at man begynder at svinge kniven på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Det svarer til at stille op i Tour de France med et halvt cykelhold og samtidig give udtryk for, at man går efter den gule trøje og det øverste trin på podiet i Paris, siger hun.