Et stort flertal af beboerne i de 330 almene boliger på Hvalpsundvej og Oddesundvej i det østlige Aalborg har sagt god for en huslejestigning. Til gengæld kan de på seks til otte måneder se hver deres bolig transformeret og renovereret fra slidt til attraktiv med bl.a. bedre indeklima, nye facader, badeværelser og køkkener samt ny flisebelægning på stræder og i haver
Begge boligkvarterer er opført i begyndelsen af 1980’erne, og det kan både ses og mærkes, fortæller direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen:
– Med tiden er bygninger, boliger og installationer slidt i et omfang, så der nu er behov for totalrenovering. Derfor har vi udarbejdet to helhedsplaner, så afdelingerne både ude og inde kan komme helt på højde med kvaliteten i andre attraktive dele af det østlige Aalborg.
Boligforeningen har tidligere gennemført omfattende renoveringer i andre afdelinger i det østlige Aalborg, bl.a. virkeliggørelsen af helhedsplanen Kildeparken 2020, der dækker over de flere end 1.000 boliger på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej.
Utidssvarende ungdomsboliger
Afdelingen på Oddesundvej består af 179 familieboliger på to, tre eller fire værelser, mens der på Hvalpsundvej er 151 familieboliger med samme størrelsesfordeling. Samlet betyder det renovering af 330 boliger.
Fra beton til pleje: Aalborg-forstad får 70 nye plejeboliger
I begge afdelinger findes et mindre antal ungdomsboliger, som i årenes løb er blevet temmelig utidssvarende. Muligvis nedlægges disse ungdomsboliger. De frigjorte kvadratmeter kan indgå i nogle af de øvrige boliger, der så bliver større.
Nye teglfacader
Helhedsplanerne opererer med bevaring af den grundlæggende struktur, hvor afdelingernes række- og parcelhuse er placeret i et skrånende terræn. Boligerne er omgivet af egne haver og grønne fællesarealer.
– Mest synligt vil uden tvivl være, at vi efterisolerer alle nuværende betonfacader, hvorefter vi etablerer facader i teglsten. Derudover skifter vi alle tage og vinduer, ligesom det nuværende fjernvarmenet bliver skiftet, så ledningstabet bliver nedbragt. Projekterne indeholder også etablering af kloaksystem med større kapacitet til at håndtere regnvand. Og når vi er færdige med gravearbejdet, bliver der lagt ny flisebelægning på stræder og i haver, oplyser Ole Nielsen.
Får bedre indeklima
Afdelingerne får også den store tur inden døre. Den enkelte bolig bliver udstyret med nyt badeværelse med gulvvarme, nyt køkken, nye indvendige døre og indbyggede skabe, ditto gulve og lofter med isolering.
Desuden sker der en forbedring af indeklimaet gennem etablering af ovenlysvinduer og mekaniske ventilationsanlæg.
Projekt til 211 mio. kr.: MT Højgaard skal renovere 456 rækkehuse på 2 år
Ole Nielsen fortæller, at hensigten med helhedsplanerne er at udføre alle nødvendige arbejder under ét, så der ikke inden for de efterfølgende fem-ti år vil være nye større renoveringsarbejder, der vil påvirke huslejen.
Budgettet for renoveringen af de almene boliger på Hvalpsundvej har tidligere været offentliggjort til 222 mio. kr. Her forventes den enkelte bolig at være under ombygning i seks til otte måneder. Det samlede projekt forventes at tage et par år.
I Byggefaktas bygge- og anlægsdatabase SMART er budgettet for Oddesundvej anslået til 216 mio. kr.
Ole Nielsen forventer, at selve renoveringen kan sættes i gang i 2027 eller senest i 2028.