Renovering med fokus på tilgængelighed

Offentlige bygninger skal helst være åbne for alle, mener Rudersdal Kommune, der viser vejen med Nærum Bibliotek, hvor Gaihede har hjulpet til bedre adgangsforhold.
Selv om gamle bygninger gøres mere tilgængelige, kan man godt bibeholde bygningens signatur og arkitektur. Foto: Jens Fischer.
Selv om gamle bygninger gøres mere tilgængelige, kan man godt bibeholde bygningens signatur og arkitektur. Foto: Jens Fischer.

Fakta om tilgængelighed

  • Der stilles flere krav til tilgængelighed og bygninger i Bygningsreglementet. Der er krav om niveaufri adgang, toiletter, elevatorer og andet. Disse krav skal følges for nybyggeri og de fleste ombygninger. Men det bliver ikke altid gjort.
  • For at skubbe på har Staten afsat en særlig pulje penge, som offentlige institutioner kan søge i forbindelse med bedre tilgængelighed. Den hedder Energistyrelsens Tilgængelighedspulje. Tilskuddet dækker 25 procent af de samlede udgifter. Rudersdal Kommune har modtaget tilskud fra denne pulje til projektet i Nærum.

Kommunale bygninger skal være tilgængelige, så eksempelvis folk med et handicap har mulighed for at komme en tur på biblioteket. Derfor er Rudersdal Kommune godt i gang med at optimere offentlige bygninger, så folk i kørestol, ældre eller gangbesværede kan benytte sig af tilbudene.

Senest har kommunen gennemført en større tilgængelighedsrenovering på en bygning fra 1920, der rummer Nærum Bibliotek og Historisk Arkiv. Gaihede, ingeniører og arkitekter, har i samarbejde med Rudersdal Ejendomme stået for renoveringen.

Renoveringen af Nærum Bibliotek er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at finde løsninger, der sikrer tilgængeligheden på ældre bygninger og bibeholder bygningens signatur og arkitektur.

Birgitte Maltesen Projektleder hos Gaihede

Biblioteket har selvbetjening, og med en løfteplatform og en ændret indgangsportal kan alle nu uanset nedsat bevægelighed komme ind på biblioteket, hvis de bare har deres sygesikringskort til at åbne døren.

Flere besøgende

Siden åbningen i januar 2015 ser man nu kørestole, rollatorer og barnevogne på biblioteket, fortæller chef ved Rudersdal Bibliotekerne, Marianne Aastrup.

– Renoveringen har gjort en forskel. Alle har nu mulighed for at komme ind på biblioteket og det historiske arkiv. Det er en stor tilfredsstillelse. Der er nu en bedre tilgængelighed, og det er udført på en måde, så det ikke skæmmer, siger hun i en pressemeddelelse.

Projektleder hos Gaihede, arkitekt maa, Birgitte Maltesen, er også tilfreds med resultatet.

– Renoveringen af Nærum Bibliotek er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at finde løsninger, der sikrer tilgængeligheden på ældre bygninger og bibeholder bygningens signatur og arkitektur. Mange kan være bekymrede for det. Men det kan altid lade sig gøre, bare der er en tæt dialog mellem bygherre og rådgiver. Det har der netop været i Rudersdal, fortæller hun.

For at få plads til løfteplatformen måtte Gaihede lægge trappen om og udvide den eksisterende trappe med ekstra granit fra Bornholm. Ligesom der af hensyn til faldsikkerhed er ændret i formgivningen på det oprindelige smedejernsgelænder. Det betød, at den oprindelige trappes udtryk er bevaret, og liften fremtræder mere diskret.

Matcher politik

Kultur- og Fritidsudvalget i Rudersdal Kommune er tilfreds med løsningen og processen.

– Projektet har ikke været uden udfordringer, men resultatet er blevet fint takket være det gode samarbejde med Gaihede, som har været lydhøre og forstående over for vores ønsker og behov. Og det fungerer i praksis. Vi har forbedret tilgængeligheden til bibliotek og arkiv i Nærum. Sådan skal det være, og det matcher Rudersdals overordnede politik, siger bibliotekschef for Rudersdal Bibliotekerne, Marianne Aastrup.

Hos Gaihede mener Birgitte Maltesen, at projektet i Nærum er et godt eksempel på de muligheder, der ligger på dette område.

– Tilgængelighed betragtes desværre ofte som en udfordring i en renovering, fordi mange bygherrer synes, det er for umuligt. Det er det ikke. Det kan og bør tænkes ind i alle renoveringer, siger hun.

Nærum Bibliotek og Historisk Arkiv har til huse i en bygning fra 1920. Foto: Jens Fischer
Nærum Bibliotek og Historisk Arkiv har til huse i en bygning fra 1920. Foto: Jens Fischer

Relateret indhold