157 projekter dyster om Renoverprisen 2019

Indstillingsperioden til Renoverprisen er slut, og nu er det op til nomineringsudvalget at beslutte, hvilke projekter der skal nomineres til prisen.
157 nominerede projekter skal i år dyste om Renoverprisen 2019.
157 nominerede projekter skal i år dyste om Renoverprisen 2019.

Om Renoverprisen

  • Renoverprisen uddeles af Realdania og GI.
  • Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det er Renoverprisen med til at lave om på.
  • Det særlige ved prisen er derudover, at den hylder et helt projekt frem for en enkelt bidragsyder. Renoverprisen er en pris til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.
  • Kriterier til de nominerede
  • Vinderen blandt de indmeldte projekter vil blive fundet ud af en samlet vurdering på baggrund af syv kriterier.
  • – Eksempelværdi: Projektet har potentiale til at inspirere branchen i forhold til renovering.
  • – Bæredygtighed: Projektet har bidraget til bæredygtig praksis bl.a. via energieffektivisering
  • – Samarbejde og proces: Projektets resultat er sikret gennem godt samarbejde og fagligt kompetente bidrag.
  • – Brugskvalitet: Projektet er funktionelt velfungerende og vurderes positivt af sine brugere.
  • – Bidrag til omgivelser: Projektet bidrager positivt til dets nærmiljø.
  • – Økonomi og værdiforøgelse: Projektet har skabt værdi for bygningsejeren i forhold til kvalitet, tid og ressourcer.
  • – Udførelseskvalitet: Projektet er gennemført på et højt håndværksmæssigt niveau.

Siden nytår har det været muligt at indstille projekter til Renoverprisen 2019. Og det er sket 157 gange, for så mange projekter – fordelt i forskellige kategorier – er i år blevet indstillet.

I weekenden blev der lukket for yderligere indstillinger, og nu skal nomineringsudvalgets seks personer bruger de næste måneder på at koge de mange indstillinger ned til en håndfuld projekter, der så bliver indstillet til prisen.

De 157 indstillinger er lidt færre end i 2018, hvor hele 182 projekter var nomineret.

Fra hele landet

De indstillede projekter tæller renoveringer fra hele Danmark – lige fra Aalborg i nordvest til Gudhjem i øst.

– Det er virkeligt glædeligt at se, at der kan indstilles så mange renoveringer til prisen. Og det er også rigtig godt, at der er eksempler på renoveringer fra hele Danmark. Gode renoveringer er nemlig ikke forbeholdt ét bestemt område der sker virkelig meget i hele landet, siger adm. direktør Lars Axelsen, GI, som er den ene af parterne bag Renoverprisen.

Nytænkende og forskellige

Der er mange forskellige typer af renoveringer indstillet til årets pris. Både renoveringer af store erhvervsbygninger som en maltfabrik i Haderslev, kulturelle bygninger som Hotel D’Angleterre i København, institutioner som VUC i Roskilde samt private boliger som en gammel politigård i Hellerup, der er omdannet til seks town houses.

– Vi er meget glade for, at der igen i år er indstillet mange forskellige typer renoveringer til årets pris. Projekterne repræsenterer et meget bredt og varieret felt af nytænkende og kreative projekter, der emmer af visioner, som, vi håber, kan inspirere til endnu mere nytænkning i branchen, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Nu er det op til nomineringsudvalget at vurdere alle de indstillede projekter og beslutte, hvilke fire-seks projekter, som skal nomineres til Renoverprisen 2019.

De nominerede projekter offentliggøres medio juni. Vinderen kåres ved en prisfest i september 2019.

Relateret indhold