Om løsningen
- Metoden strukturerer og anmærker ustrukturerede billeder gennem 3D-rekonstruktion. Ud fra rekonstruktionen kan man præcist bestemme position for den drone, der tager billederne, og orientering i forhold til bropillen for hvert enkelt billede. Dermed er det kun nødvendigt at identificere hver skade én enkelt gang.
- Løsningen giver mulighed for hyppig systematisk inspektion, hvormed man kan følge de enkelte skaders udvikling over tid – og undgå ‘over-vedligeholde’.
Omkostninger og levetid for bygningskonstruktioner er vigtigere end nogensinde.
Derfor har 3D-eksperter fra Alexandra Instituttet videreudviklet Sund & Bælts tidligere løsning til inspektion, så den automatisk genkender betonskader i 3D ved brug af kunstig intelligens.
Løsningen er taget i drift i 2022 og viser gentagne besparelser på de samlede inspektionsomkostninger på op til 50 % sammenlignet med tidligere.
Derudover forventes det, at systematisk inspektion kan forlænge for eksempel en bros levetid på 50-100 år, hvilket gavner økonomien, men i høj grad også miljøet, da produktion af cement udleder store mængder CO2.
– Løsningen genkender forskellige typer af skader i 3D på betonoverflader som broer, tunneller og dæmninger, siger Niels Husted Kjær, CEO ved Alexandra Instituttet, og tilføjer:
– Men algoritmen bag gør det muligt at genbruge løsningen på andre områder, hvor der findes de samme behov for omlægning af manuelle inspektioner med en vis frekvens og økonomiske tunge processer.
Godt for alle
For direktør Bjarne Jørgensen er samarbejdet også interessant i det større perspektiv – og det gælder også for mindre virksomhed uden de samme ressourcer som Sund & Bælt:
– Med samarbejdet med Alexandra Instituttet er vi kommet et stort skridt videre, fordi alle – uanset hvilken systemplatform man har – nu kan anvende systemet og opnå gevinsterne ved at holder styr på den manuelle og ofte krævende, dyre og tunge proces, siger han og tilføjer:
– Vi sætter strøm til vores nuværende løsning, så flere kan gøre brug af AI til inspektion. Det er godt for miljøet og den grønne omstilling, når flere med nøjagtig systematisk inspektion kan forlænge levetiden på deres anlæg.