Byggematerialers vægt spiller en stor rolle, når større byggerier skal opføres. Det gælder ikke mindst i forhold til transport, løft og montage, hvor mindre vægt er lig med mindre transport på vejene, mens det også i montagen muliggør brugen af kraner på strøm fremfor diesel, som alt sammen bidrager til et mindre CO2-udslip.
Her har træ nogle markante fordele i forhold til eksempelvis beton, da træ har en densitet på blot 0,4-0,5 tons per kubikmeter, mens beton ligger på 2,4.
Ifølge Træ i Byggeriet er det fordele, der ikke er særlig stor opmærksomhed omkring i dag, og derfor vil foreningen, blandt andet med et nyt samarbejde med kran- og transportvirksomheden BMS, arbejde målrettet på at skærpe det fokus.
– Fra 2023 skal der, som noget nyt til alle byggerier omfattet af energirammen, udføres en livcyklusanalyse, og for byggerier over 1.000 kvadratmeter må CO2-udledningen maksimalt udgøre 12 kilo CO2-ækvivalenter per kvadratmeter per år. De faser i byggeriet, som LCA-beregningen omhandler, udgør indtil videre kun produktfasen, driftsfasen, udskiftning, energiforbrug samt bortskaffelse ved endt levetid. Det vil med andre ord sige, at CO2-udslippet forbundet med transport og opførelse desværre endnu ikke indgår, selvom det spiller en kæmpe rolle, fortæller sekretariatsleder i Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen.
Han tilføjer:
– Det skyldes blandt andet, at der forsat mangler tilstrækkeligt datagrundlag for, at transport, kraning og opførelse kan indregnes, hvilket forventes at komme i 2025. Men det ændrer ikke på, at det har betydning allerede i dag.
Mere fokus på transporten af træ
På det grundlag har Træ i Byggeriet netop indledt et samarbejde med kran- og transportvirksomheden BMS, som i forvejen har fokus på at nedbringe CO2-udledningen i forbindelse med transport og kranopgaver – blandt andet ved løbende at udskifte deres kraner – i takt med, at leverandører af kraner og lastbiler bliver klar til det – så de fremadrettet kører på strøm frem for diesel.
BMS er for nyligt blevet medlem af Træ i Byggeriet for netop at bidrage med sin store viden på kran- og transportområdet og dermed sætte endnu mere fokus på transporten af træ, fortæller projektsalgsdirektør hos BMS, Kim Hvolbøl:
– Noget af det, vi lige nu fokuserer på, er, at så mange af vores kraner og lastbiler som muligt skal kunne drives med strøm. Det giver nemlig nogle markante besparelser i CO2-udledningen. Og for at det kan lade sig gøre, spiller vægten af det, vi transporterer og hejser, naturligvis en stor rolle – jo tungere byggematerialerne er, jo mere energitunge er de nemlig også at transportere og hejse på plads. Derfor vil vi gerne fokusere mere på træbyggeri fremadrettet, og hvordan vi kan skabe de bedste rammer i forbindelse med kraning og transporten af det.