Lige siden Danmarks første bæredygtige byggemarked slog dørene op, har der været fuldt tryk på. Kunderne er valfartet til forretningen i Kokkedal Industripark og trodset den økonomiske krise, der med corona-epidemien skyllede ind over Danmark.
I Stark er man glade for den store interesse, der har været for forretningen i det nordsjællandske. Håbet er, at den som en såkaldt ‘flagship store’ kan medvirke til at øge interessen for bæredygtigt byggeri. Det er da også en stolt trælastdirektør, der nu gør status over det første halvår.
– Det har været overvældende, hvor stor interessen for forretningen har vist sig at være. Vores 25 mand har masser at lave, og vi har på få måneder omsat for langt mere, end vi havde turdet håbet på og budgetteret med, siger trælastdirektør i Stark Hørsholm Jonathan Bisgaard.
Den gode start for den bæredygtige trælast vækker også stor glæde hos kædens administrerende direktør Britta K. Stenholt.
– For tre år siden besluttede vi i Stark, at vi ville være på forkant med den bæredygtige udvikling som leverandør til professionelle håndværkere og entreprenører. Trælasten i Hørsholm er indbegrebet af det ønske, siger Britta K. Stenholt.
Hun forudser, at interessen for bæredygtigt byggeri vil stige endnu mere de kommende år, ikke mindst fordi der efter coronakrisen er et udbredt ønske om en ‘grøn genstart’ af økonomien.
Bredt og bæredygtigt sortiment er trækplaster
Med sine 5500 kvadratmeter og mange varenumre favner byggemarkedet i Hørsholm bredt. Uanset om man er murer, tømrer, gør-det-selv-mand eller noget helt fjerde, så har forretningen de rette fagspecifikke varer på hylderne, fortæller Jonathan Bisgaard.
– Udover vores bæredygtige fokus har vi uden tvivl et bredere sortiment end mange andre steder. Man ser ofte i byggemarkeder, at der er fokus på et bestemt felt, men vi favner meget bredt. Derfor går vores kunder sjældent forgæves, og hvis vi lige mangler en speciel skrue, som kunden er på udkig efter, så går vi altid den ekstra mil for at skaffe den til kunden, siger Jonathan Bisgaard.
Der meldes iøvrigt også om voksende interesse for udlejningsmaskiner. Også her er der fokus på bæredygtighed med to typer af klimavenlige udlejningsmaskiner: Dels nul-emissionsmaskiner, som er batteridrevne og 100 procent emissions- og støjfri. Dels større maskiner, der er drevet af bæredygtig HVO-diesel, der udleder 90 procent mindre CO2 end traditionel diesel.