Virksomhederne hænger stadig med næbbet

Bo Sandberg er cheføkonom hos Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Bo Sandberg er cheføkonom hos Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Det er ikke ligefrem sommerstemning, der præger byggeriet og resten af erhvervslivet i øjeblikket. Ifølge Danmarks Statistik er industriens tillidsindikator faldet fra -6 i juni til nu -7. Byggeriets sammensatte konjunkturindikator har også taget et dyk fra -4 i juni til -5 i juli, som indtil videre er det mest pessimistiske forventningsniveau i 2019.

Det er formentlig især det usikre internationale baggrundstæppe med handelskrig, Brexit og truende afmatning i blandt andet Tyskland, der bekymrer virksomhederne.

Ifølge Danmarks Statistik er det i juli især fremtidsforventningerne til byggeriets ordrebeholdning, der er negative, mens beskæftigelsesforventningerne holder sig uændret, moderat positive. Det er blandt andet udtryk for, at virksomhederne prøver at holde fast på de nuværende medarbejdere.

Hver fjerde byggevirksomhed mangler medarbejdere

I juli 2019 blev 25 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne ifølge Danmarks Statistik begrænset i produktionen på grund af mangel på arbejdskraft.

Til og med efteråret 2018, var det mindst 30 procent af bygge- og anlægsbranchens virksomheder, der manglede medarbejdere. Nu ser tallet ud til at have stabiliseret sig på et fortsat ganske højt niveau mellem 20 og 25 procent.

Den aktuelle flaskehalssituation kan oversættes til, at der ganske vist ikke er nogen decideret overophedningsrisiko, men at udfordringen med at skaffe kvalificeret arbejdskraft omvendt heller ikke går væk af sig selv.

Og sådan vil det også være selvom byggeriets aktivitetskurve står til at flade ud det næste års tid. Derfor bør den nye regering fortsat gøre en indsats for at udvide arbejdsstyrken.

Som en forholdsvis ny tendens er der også i øjeblikket ifølge Danmarks Statistiks konjunkturbarometer en stabil andel på cirka 15 procent af byggevirksomhederne, der mangler opgaver.

Vi ser en tendens til et todelt marked, hvor de fleste håndværksvirksomheder fortsat har nok at lave, mens andre er presset af konkurrencen eller fx mærker et hul i markedet, mens vi venter på en ny infrastrukturplan. Hertil kommer virksomheder, der er presset på likviditeten. Så måske er det ikke så overraskende, at vi her midt i højkonjunkturen stadig ser mange byggekonkurser.

Relateret indhold