Permanent Boligjobordning skal selvfølgelig omfatte håndværk

Administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Dansk Byggeri har noteret, at regeringen vil fortsætte Boligjobordningen med fokus på servicedelen.

Den populære ordning bliver fremlagt, som en del af skattepakken og skal sætte ind mod sort arbejde. Dansk Byggeri har svært ved at se en aftale uden håndværkerdelen.

I næste uge vil regeringen fremlægge en række initiativer, og Boligjobordningen vil angiveligt blive en del af Skattepakken.

Det ser vi som noget positivt, da det signalerer, at der er blevet lyttet til vores ønsker om at gøre ordningen permanent. Vi har naturligvis også noteret os, at der tales om fokus på servicedelen, men vi betragter nu oplægget som netop et oplæg.

Det vil være absurd, hvis det ender med en aftale uden håndværkerydelser. Men jeg tror fortsat på at fornuften sejrer.

Dansk Byggeri har netop fremlagt en analyse, der viser, at danskerne er vilde med håndværkerfradraget. Analysen viser, at syv ud af ti ønsker ordningen videreført, og flertallet peger på det brede oprindelige håndværkerfradrag, som det foretrukne.

Jeg tror også på, at politikerne vil lytte til danskerne. Danskerne elsker håndværkerfradraget og mange vil ligefrem flytte deres stemme for at få det, viser vores analyse. Men danskerne vil have frit valg. De vil ikke have, at politikerne skal bestemme, om de skal bruge fradraget til håndværk eller hjemmeservice. Det kan familierne sagtens finde ud af selv. Det håber jeg, at Christiansborg vil lytte til.

Dansk Byggeri gør samtidig opmærksom på, at det vil være tosset at skrotte håndværksdelen, hvis vi vil fjerne sort arbejde.

Da der var frit valg af fradrag i 2011-2015 faldt det sorte håndværkerarbejde med over 11 milliarder kroner. Det har altså vist sig at være en rigtig effektiv måde at fjerne sort arbejde på.

Relateret indhold