Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil beskylder blandt andet storentreprenørerne for at svigte deres ansvar og “bøje reglerne for at tage så få lærlinge, som de kan slippe afsted med”. En påstand, som vi i Dansk Byggeri slet ikke kan genkende.
Jeg er rystet over, at en nyvalgt minister går ud og beskylder store toneangivende virksomheder for at snyde på vægten og sno sig uden om deres uddannelsesansvar. Det hører ingen steder hjemme, og jeg vil meget gerne invitere ministeren til et møde efter sommerferien, hvor vi får mulighed for at fremlægge fakta og drøfte den indsats, som bygge- og anlægsvirksomhederne gør for at uddanne fremtidens tømrere, murere og malere.
De store virksomheder uddanner flere lærlinge, end de skal
Bygge- og anlægsbranchen er en af de brancher, der uddanner aller flest faglærte. I dag uddanner branchen 22 procent af samtlige lærlinge i Danmark, men beskæftiger kun 6-7 procent af medarbejderne. Og tallet er steget markant i flere år. I 2018 steg antallet af lærlinge i bygge- og anlægsbranchen med knap fem procent, mens stigningen på hele arbejdsmarkedet kun var knap tre procent.
I modsætning til flere andre brancher, uddanner de helt store virksomheder i bygge- og anlægsbranchen også mange lærlinge. Og flere af dem, herunder Dansk Byggeris store medlemsvirksomheder NCC, Aarsleff og Arkil, tager langt flere, end de skal, ifølge den trepartsaftale, der blev indgået i 2016.
NCC har eksempelvis lige nu 27 flere lærlinge end aftalen tilsiger, mens Arkil har 40 lærlinge mere.
Virksomhederne lever altså til fulde op til den samfundskontrakt, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Derfor må Rosenkrantz-Teil stoppe sin usaglige kritik, som jeg meget gerne vil have uddybet.
Opgørelsen af lærlinge-antal er helt efter bogen
Børne- og undervisningsministeren kritiserer samtidig de fire navngivne virksomheder for kun at tælle lærlinge i udvalgte afdelinger med for at få tallet til at se pænere ud. Men det bygger også på en misforståelse. De fire virksomheder får målt antallet af lærlinge på præcis samme måde som alle andre virksomheder.
Virksomhederne uddanner oven i købet flere unge, end tallene viser. Det gælder blandt andet asfaltører og maskinførere, som er lærlingeuddannelser, der hører ind under AMU-systemet og derfor ikke bliver talt med, når man opgør antallet af praktikpladser.
At ministeren kalder den gængse opgørelsesmetode for “kreative regnemetoder” og opfordrer virksomhederne til at “se sig selv i spejlet og spørge, om de bøjer reglerne mest muligt”, er simpelt hen ikke værdigt. Vi ser frem til drøftelserne ved de næste trepartsaftaler og håber samtidig, at Pernille Rosenkrantz-Theil vil tage sig tid til at mødes med os, så vi undgår denne form for beskyldninger fremover.
