Nu er bygge- og ejendomsbranchen til årets eksamen

En bæredygtig fremtid hænger uløseligt sammen med det byggede miljø - den erkendelse ses også på årets MIPIM, og det understreger, hvor vigtigt det er, at de danske kommuner og det offentlige byggeri øger indsatsen.

Det er vigtige dage, som bygge- og ejendomsbranchen skal igennem i denne uge. Faktisk er der tale om årets store eksamen, hvor virksomhederne skal dokumentere, at de har lært om bæredygtighed, CO2-reduktion og blandede byområder.

De kommende dage afholdes MIPIM-konferencen nemlig i den solbeskinnede franske Middelhavsby Cannes. Teamet er klart: Hvordan skaber vi en mere bæredygtig fremtid – ikke mindst i vores store byer? Pandemien har vendt verden på hovedet, og virksomheder og borgere har fået en fælles sag, nemlig hvordan vi forhindrer, at vores samfund knækker over i fremtiden – socialt – økonomisk og ikke mindst miljømæssigt.

Med udmeldinger fra Property Invest Denmarks formand Tony Christrup har vi allerede lagt godt fra land, når det handler om at få de grønne løsninger til at fungere, både når vi bygger nyt, men også når vi videreudvikler bysamfundene til afbalancerede og velfungerende rammer for flere og flere borgeres liv. Property Invest Denmark har tidligere foreslået et grønt charter for MIPIM, og kigger man konferenceprogrammet igennem, ser det ud til, at de har lyttet.

Hele 70 pct. af verdens befolkning vil snart bo i et større bysamfund og udfordringerne er mange. Men svarene er også klar. Upscale, byområder hvor forblæste punkthuse afløses af kvarterer med sjæl og miljø, mindre CO2-aftryk og blandede byer med mange ejerformer er vejen frem til mere velfungerende rammer for os alle.

Danmark er et foregangsland på alle disse områder, og vi må fastholde, at de danske deltagere i det sydfranske videreformidler disse demokratiske værdier til deres kollegaer. Det kan nemlig lade sig gøre at have en fornuftig businesscase med de nye værdier indarbejdet. Ja faktisk kan det ikke lade sig gøre uden. Det har mange danske virksomheder allerede forstået, men ti-øren falder lidt langsommere andre steder i verden.

Men bureaukrati og dårlig tilrettelæggelse i den offentlige sektor forhindrer desværre, at nye byggerier skyder op så hurtigt som de bør, når man tænker på boligmanglen i de store byer.

Langsommelig sagsbehandling af byggesagerne og manglende ressourcer udgør et kæmpeproblem ikke mindst i Københavns Kommune.

Slagene kan kun vindes, hvis myndigheder, bygherrer og de kommende brugere kan se en idé i at lægge kræfterne i opgaverne.

Årets MIPIM bør være startskuddet til en forstærket positiv udvikling herhjemme også på landets rådhuse, hvor alt for mange byggesager samler støv.

Relateret indhold