Modstand mod sort arbejde styrker SMV’erne

Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet. Pressefoto.
Ane Buch, adm. direktør i Håndværksrådet. Pressefoto.

I Håndværksrådet glæder vi os over Skatteministeriets nye undersøgelse af danskernes accept af sort arbejde.

Det er meget positivt, at flere danskere nu har fået øjnene op for, at sort arbejde koster job, lærepladser og velfærd. En kriminalisering af køberne af sort arbejde ville dog være det mest effektive indgreb mod sort arbejde, da det vil fjerne en stor del af efterspørgslen.

Særligt det organiserede sorte arbejde er uacceptabelt i danskernes øjne, viser Skatteministeriets undersøgelse.

Det er næsten umuligt for retskafne virksomheder at konkurrere mod det organiserede sorte arbejde, som især udenlandske byggevirksomheder udfører i Danmark, men som også ses i andre brancher. Derfor er det positivt, at en voksende del af danskerne vender det sorte arbejde ryggen.

Knap 70 procent af Håndværksrådets medlemsvirksomheder mener, BoligJobordningen med håndværkerfradraget er med til at reducere det sorte arbejde i byggeriet. Det viser Håndværksrådets løbende medlemsundersøgelser. Resultatet er fra december 2014 og er en fordobling fra 2011, da BoligJobordningen og dermed håndværkerfradraget blev indført.

Relateret indhold