Klimaloven er første skridt på vejen mod fremtidens grønne og klimarobuste samfund. Med en reduktion af drivhusgasser på mindst 70 procents i 2030 vil Danmark samtidig være godt undervejs mod målet om at være klimaneutralt i 2050. Det brede politiske flertal bag loven sikrer gode rammer om omstillingen af infrastruktur, byggeri og forsyningssektor, ja, hele vores samfund. Det bliver ikke let, men i Danmark har vi ressourcerne og kompetencerne til at finde vejen og nå målet i 2030.
Med den nye klimalov bliver Danmark med ét, et af de mest ambitiøse lande i verden på klimaområdet, og det vil få andre lande til at rette blikket mod Danmark. I første omgang i denne uge, hvor de politiske forhandlinger ved COP25 indledes i Madrid, men også i årerne frem, hvor der skal udvikles nye teknologier og metoder til at reducere vores CO2-udslip.
De danske rådgiver- og ingeniørvirksomheder, som alle er en del af FRI, kommer til at levere markante bidrag til omstillingen i Danmark. Når der skal tænkes i nye løsninger og ændrede processer, er FRI-virksomhederne en uomgængelig del af løsningen. Samtidig er det positivt, at ambitionerne for Danmark vil bidrage til at styrke danske rådgiveres position internationalt og give danske rådgivere referenceprojekter i verdensklasse, som kan styrke deres position på et hastigt voksende verdensmarked for grøn omstilling.