Håndværkerfradraget bør også dække asbestarbejde

Det skal være billigere at få fjernet asbest, hvis vi skal undgå, at de giftige tagplader dumpes i naturen, og derfor foreslår vi i Dansk Håndværk, at der gives fradrag til opgaven.
Morten Frihagen i blåstribet skjorte og sort jakke.

De nye krav om, at kun autoriserede virksomheder må fjerne asbestholdige materialer, er indført med så kort varsel, at antallet af virksomheder, der udfører opgave, ikke svarer til efterspørgslen. Sammen med udgifterne til uddannelse og autorisation betyder det, at prisen for fjernelse af asbest er steget.

Imens har den massive omtale af asbest ført til, at private ønsker at få udskiftet tagplader hurtigst muligt – også i de tilfælde, hvor pladerne ligger ubeskadiget på et fungerende tag, og det derfor ikke haster med at gribe ind.

Læs også

Kultur i byggeriet: Byggeprojektet er et spil, alle kæmper om at vinde

Men prisen er høj og konsekvensen er derfor, at såvel private som alt-muligt-firmaer med en tvivlsom moral udfører arbejdet. Og fordi det nu er i strid med lovgivningen, kan de ikke aflevere det giftige materiale på genbrugspladsen. I stedet dumpes det i naturen, og det har vi i Dansk Håndværk i løbet af den første måned med de nye regler allerede set utallige eksempler på.

Vi anbefaler derfor, at man hurtigt finder en løsning, der kan virke, indtil markedet er etableret med tilstrækkeligt mange firmaer.

Og løsningen ligger tilmed lige for.

Fradrag på arbejdsløn vil slå godt igennem

Vi venter nemlig stadig på, at politikerne fortæller, hvad håndværkerfradraget rent faktisk skal dække, og derfor foreslår vi, at man straks tilføjer asbestarbejde til listen.

Vi taler om en arbejdstung opgave, og et fradrag på arbejdslønnen vil derfor slå godt igennem hos den private forbruger. Det kan så godt være, at der også skal lægges nogle ekstra millioner i puljen til fradraget –men at fjerne giftigt materiale vil være helt i tråd med den grønne profil, som fradraget nu har.

Læs også

Dagens Byggeri: Lad os sammen gøre de næste 4 år til branchens bedste

Derudover bør der ske en hurtig udvidelse at uddannelseskapaciteten på området. Ventelisterne skal nedbringes, så de firmaer, der ønsker det, kan få deres ansatte gennem kurset hurtigt.

Vi kan se, at man i nogle dele af landet ikke kan følge med efterspørgslen, og hverken virksomheder eller medarbejdere kan leve med, at de skal sendes på betalt ophold i den anden ende af landet for at gennemføre uddannelsen. Det problem er akut og skal løses af politikerne.

Der skal manes til ro hos private

Men det offentlige skal også understøtte, at arbejdet udføres lovligt, og der skal manes til ro hos private, der ikke har et akut behov på boligen. Samtidig skal det gøres klart, at oplysninger om asbest på en ejendom findes i BBR-registeret.

Og hvis det på et senere tidspunkt – eksempelvis ved salg af ejendommen – viser sig, at denne asbest er fjernet, uden at oplysningen er rettet, og uden at Arbejdstilsynet har været informeret, så vil myndighederne se nærmere på, hvordan det er foregået, foreslår vi.

Relateret indhold