Der er gode ting i regeringens udspil om beskatning af ejerboliger, men der er bestemt også betænkelige elementer. Det er godt, at der nu – forudsat at der nås politisk enighed – skabes langsigtet ro om boligskatterne. Jeg noterer også med tilfredshed “garantien” om, at man vil sikre, at nuværende boligejere ikke kommer til at betale mere i samlede ejendomsskatter, trods stigende vurderinger.
Samme sikkerhed gælder desværre ikke boligejere, der køber efter 2021. Forslaget medfører usikkerhed om prisudviklingen i de storkøbenhavnske kommuner. Nogle af de samme forhold, vurderer jeg, vil gøre sig gældende i Aarhus.
Kommunalpolitikere må melde grundskyldspromillen ud
Der vil blive et stort ønske fra boligejerne om, at de kommunale politikere melder ud om den fremtidige beskatning af grundværdierne. I Københavns Kommune, hvor grundskyldspromillen i øjeblikket er den maksimalt tilladte på 34 vil en uændret politik, hvor man benytter sig af det nye loft på 30 promille, føre til endog meget betydelige stigninger i grundskatterne. Ingen ved naturligvis, hvad grundværdierne fastsættes til i Københavns Kommune, men mit gæt er, at der nemt kan komme stigninger i ejerlejlighedernes grundværdier på 500-1.000 pct., hvis disse skal afspejle markedsværdierne.
Måtte kommunalpolitikerne vælge at opkræve et uændret samlet skattebeløb fra boligejerne, altså både villa og lejlighedsejere, vil der således i hovedstadsområdet og Aarhus ske en omfordeling til ugunst for ejerlejlighedsejerne.
Det bliver desuden interessant at se, hvorvidt ens grunde i hovedstadsområdet bliver vurderet til samme grundværdi, uanset om der på grunden er en ejendom, der er udlejet, opdelt i ejerlejligheder eller beboet som andelsbolig. Ved ens vurderinger til markedsværdi vil der ske ikke uvæsentlige stigninger i huslejen.
Mobiliteten hæmmes
Reformen har en betydelig mobilitetshæmmende virkning, idet en boligejer med en “garanti” for at skatten ikke stiger, naturligvis ikke har lyst til at sælge og flytte i en bolig, hvor “garantien” ikke medfølger. Dette kunne løses ved, at den planlagte indefrysningsordning, hvor man kan vente med at betale ejendomsskatten og grundskylden til ejendommen sælges bliver ændret til at udskyde skattebetalingen til boligejeren helt forlader ejerboligmarkedet, og ikke bare ved skift mellem to ejerboliger. En lignende ordning kendes eksempelvis i Sverige på boligavanceområdet.
Tanken om at “konstaterede, permanente stigninger i ejendomsskatterne udover det forventede” skal tilbagebetales gennem sænkning af indkomstskatterne er i realiteten en omfordeling af skatterne til fordel for de, der bor i leje- og andelsbolig.
Konklusionen må være, at her og nu tegner fremtiden sig lysere for boligejerne i provinsen sammenholdt med boligejerne i hovedstadsområdet og Aarhus. Det samme kan også være tilfældet for lejerne.
