Gode perspektiver i den cirkulære dagsorden

Miljøkonsulent Simon Stig-Gylling, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Miljøkonsulent Simon Stig-Gylling, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

EU-Kommissionens længe ventede handlingsplan for cirkulær økonomi vil sætte endnu højere fart på den danske dagsorden, der handler om genbrug og genanvendelse og fortsat innovation og produktudvikling af byggevarer.

Vi har i forvejen arbejdet med den her dagsorden i en del år, så vi er allerede godt i gang, når det handler om at fastholde vores høje byggestandard samtidig med, at vi bliver bedre til at genanvende og genbruge. Samlet set vil handlingsplanen understøtte en igangværende proces i Danmark og i resten af EU, og det tjener vores fælles interesser for en bedre cirkulær økonomi. Det vil også være en fordel for de producenter og entreprenører, der vil ud på det europæiske marked, og som er gode til at tænke i cirkulær økonomi og dermed innovation.

I fortiden talte vi vugge til grav om vores produkter, nu bliver det i højere grad fra vugge til vugge. Intet må gå til spilde, men skal i stedet give næring til noget nyt.

Dansk Byggeri peger på, at flere danske virksomheder har gjort genbrug og genanvendelse til en del af deres forretning. Danmark er allerede i gang med handlingsplanens overordnede mål om at hjælpe europæiske virksomheder og forbrugere med at omstille sig til en økonomi baseret på mere cirkulære principper end den nuværende brug og smid væk-kultur.

Det er rigtigt set af EU-Kommissionen. Byggesektoren er en nøglebranche i den grønne omstilling.

Konsekvenserne for byggebranchen ved implementeringen af den cirkulære handlingsplan ligger på flere forskellige niveauer. Det gælder alt lige fra nye eco-designkrav for industrielle produkter til retningslinjer for miljøundersøgelser forud for nedrivning m.m. Alle initiativer forventes igangsat i perioden 2016 til 2018.

Relateret indhold