Både Techcollege i Aalborg og UCRS i Skjern uddanner mekanikere og har derfor kontakt til de lokale virksomheder, der har mekanikerlærlinge. Men forskellen på de to skoler er slående: På en skala fra 1-10 scorer UCRS helt i top med 8,81, mens Techcollege kun scorer 6,57, når virksomhederne skal vurdere deres samarbejde med skolerne.
Og det er desværre ikke usædvanligt, at der er stor forskel på tilfredsheden med erhvervsskolerne.
Det viser en ny analyse fra SMVdanmark på baggrund af svar fra over 8.000 virksomheder, der indgår som en del af Børne- og Undervisningsministeriets årlige virksomhedsundersøgelse.
Generelt har mange virksomheder et godt samarbejde med erhvervsskolerne, men f.eks. samarbejdet med skolerne om, at lærlingene lærer det, virksomhederne har brug for, vurderes lavt. Og det er de mindste virksomheder, der giver erhvervsskolerne den dårligste vurdering.
Vi har brug for mange flere faglærte, og derfor skal vi have lærepladser ude i virksomhederne. Men hvis det er for besværligt, og samarbejdet med erhvervsskolerne ikke kører glat, så risikerer vi, at nogle virksomheder siger nej tak til at uddanne lærlinge.
Stem med fødderne
Virksomhederne skal i sidste ende være klar til at “stemme med fødderne”, hvis de gentagende gange oplever, at kvalitet og samarbejde ikke er, som det skal være.
Det kan være nødvendigt at afbryde samarbejdet med skoler, der gentagende gange ikke kan levere den ønskede kvalitet. Her kan man benytte sig af, at der mange steder er gode muligheder for, at lærlinge kan bo på skolehjem, hvis de uddanner sig længere væk hjemmefra. På skolehjemmene vil der ofte være både sociale aktiviteter og mulighed for faglig fordybelse.
Vi opfordrer dog til først at tage dialogen med den lokale skole og til at de skoler, der vurderes lavt, lærer af de bedste. Og der kan selvfølgelig være mange ting, der gør, at en erhvervsskole vurderes som tilfredsstillende.
Det handler jo i høj grad om kommunikation mellem skoler og virksomheder om lærlingenes faglige udvikling. Men det kan også handle om en frustration over, at skolerne ikke tidssvarende udstyr og metoder, så de er lysår bagefter det, der foregår ude i virksomhederne.
Det er klart, at det også er et ressourcespørgsmål, og derfor har vi i SMVdanmark et brændende ønske om, at politikerne løfter den faste bevilling til erhvervsuddannelserne med et anseeligt beløb.
Det handler om at sætte handling bag alle de flotte ord om, at vi skal gøre noget ved manglen på dygtige faglærte,