Dagens Byggeri bragte i går en artikel om brugen af trækonstruktioner i boligbyggeriet. Baggrunden var en opgørelse, som vi havde lavet i Prognosecenteret, på andelen af boliger, hvor råhuset er med træ.
Analysen af udviklingen giver et konkret indblik i, hvad der driver den grønne omstilling i byggeriet. Opgørelsen viser nemlig, at der nok kan spores en trend mod mere byggeri i træ (og mindre i beton). Omstillingen er i gang. Hvis tempoet ikke øges, så skal vi dog helt frem til 2045, før råhuse med træ står for halvdelen af de nye boliger.
Ny rapport: Boligbyggeriet går op, mens den grønne omstilling udskydes
Interessant er det derfor, at priseffekter klart overskygger den underliggende trend mod at bygge stadig mere i træ. Det så vi f.eks. fra 2020 til 2021, hvor andelen af boliger, hvor råhuset er med træ, faldt med hele 3,5 %-point. Prisen på træ steg meget mere end prisen på beton, og derfor blev råhuse med træ i stort omfang fravalgt eller udskudt.
Helt konkret modarbejdede prisstigningerne på træ den grønne omstilling til træ så kraftigt, at effekten af prisstigningerne var tre gange større end det årlige skifte mod træbyggeri, som vi kan spore i tallene. Priseffekten fortsatte i 2022, så andelen samlet faldt med 7 %-point til bare 5 % af boligbyggeriet i 2022. Fangede du dén? Et fald i andelen på næsten 60 % på bare to år – bare fordi træ blev relativt dyrt i forhold til beton.
Derfor elsker økonomer CO2-afgifter
Den korte version er, at byggebranchen er i gang med en transformation, men at priser og dermed omkostninger ved byggeriet er langt det vigtigste for valget af materialer.
Hvad gør vi så med den viden? Ja, det kunne måske være oplagt at gøre det dyrt at bygge i materialer, der forurener. Hvorfor har ingen tænkt på det noget før? Men det er der jo en masse – ikke mindst økonomer – der har. Det er præcis derfor, økonomer elsker CO2-afgifter.
”Pris over bæredygtighed”: Arkitekter frygter for den grønne omstilling
Et hyppigt argument mod CO2-afgifter fra klimaaktivister er, at man ikke bare skal kunne betale sig fra at forurene. Bag argumentet ligger en forestilling om, at klimaet ikke får det bedre af, at man betaler til staten for den udledning, som man forårsager. Argumentet holder bare ikke, når man ser, hvor kraftige effekter prisændringer har. Der er en meget stor adfærdseffekt i byggeriet, når materialepriserne ændrer sig. Derfor vil afgifter på CO2 også påvirke materialevalget direkte. Og det var jo den effekt, man vil have, hvis man vel at mærke har fokus på at indfri klimaambitionerne.
Argumenter mod afgifter falder til jorden
En anden vigtig effekt er, at man sætter innovationen i industrien løs. Hvis nogen kan skære en stor bid af CO2-udledningen fra betonproduktion, så skal man betale mindre til staten. Det reducerer virksomhedens omkostninger, og så står man med et prismæssigt mere konkurrencedygtigt produkt end konkurrenterne. Derfor vil industrien gøre alt muligt for at gøre byggematerialerne mere klimavenlige.
Når incitamenterne til at udlede mindre spredes ud over alle, så får man også alle til at engagere sig i omstillingen. Og de mange små og ofte billige indsatser ender med at gøre en stor forskel for den faktiske udledning.
Med CO2-afgifter kan man bruge markedskræfterne aktivt til at indfri klimaambitionerne med færrest mulige omkostninger. Man skal simpelthen beskatte udledning direkte og dermed gøre det dyrt at forurene. Det betyder ikke, at det bliver omkostningsfrit at reducere CO2-udledningen, og derfor bruger nogle også argumentet mod CO2-afgifter, at det går ud over dem med lave indkomster. Med den tankegang lyder regulering som f.eks. LCA-krav mere attraktivt.
Minister vil have mindre grønt bøvl: Fjern op mod 75 % af kravene
Men løfter vi blikket en smule, så falder argumenterne mod afgifter helt til jorden. For hvis alternativet til CO2-afgifter er regulering af udledningen – som vi f.eks. ser det med LCA-reguleringen – så rammer omkostningsstigningerne ved grønnere boligbyggeri alligevel gennem dyrere materialer, potentielt lavere produktivitet i byggeriet og en kraftig stigning i reguleringsbureaukratiet. Det er der kun én gruppe, som kan betale, og det er boligejere og -lejere.
Der er absolut intet, der tyder på, at de samfundsøkonomiske omkostninger ved at reducere udledningen forbundet med boligbyggeri bliver billigere gennem regulering end med afgifter. Tværtimod. Du kan ikke påvirke adfærden i en grønnere retning, uden at befolkningen betaler en pris for det. Nissen flytter med. Men med afgifter bliver den samlede regning mindst mulig for rig som fattig.
Derfor bør alle med klimaambitioner for byggeriet elske CO2-afgifter.
