Der er ingen ende på, hvor mange gange jeg har hørt socialdemokrater – og endnu tiere dem længere til venstre – skryde op om det urimelige i manglende skattebetaling hos store selskaber med enorm omsætning. Der er ingen ende på de selvretfærdige udsagn om, at man skal ”yde efter evne og nyde efter behov” samt ”gøre sin pligt og kræve sin ret”.
Hvis nogen indvender, at denne eller hin virksomhed rent faktisk bare gør som skattelovene foreskriver, så er der også altid nogen, som er villige til at indtage et standpunkt om, at det ikke er nok at følge lovens bogstav – man skal sandelig også handle moralsk forsvarligt og følge dens ånd.
Det ved vi jo allesammen er mundsvejr. Men vi hører det bestandig.
Boligselskaberne ejer en stor del af samfundsformuen
I den forbindelse er det imidlertid interessant, at de samme venstrefløjspolitikere gennem årtier har begunstiget nogle bestemte selskabskonstruktioner, som er tæt knyttet til venstrefløjen, med ekstremt lave skatter. Det gælder navnlig de almene boligorganisationer og andelsboligforeningerne.
På landsplan sidder de pågældende selskaber på hhv. 20 og 7 % af samtlige boliger i Danmark. Nøjagtig hvor stor en del af den samlede danske nationalformue det bliver til, har jeg ikke styr på, men det er ikke nogen beskeden andel. Og navnlig de almene boligorganisationer har et magtfuldt lobbyapparat til deres rådighed.
Boligmangel skyldes aldrig mangel på boliger
Men samtidig bidrager de ekstremt lidt til fællesskabet. Deres selskabsskattebetaling er ganske beskeden, da de kun sjældent oparbejder overskud af erhvervsaktiviteter. Men hvorfor skal man betale lavere grundskyld af jorden under andelsboligforeninger end af jorden under private udlejningsboliger? For det gør man i praksis.
Og hvordan kan det være, at disse 2 typer ejendomsselskaber slet ikke skal betale ejendomsværdiskat, når den reale begrundelse for at have en ejendomsværdiskat også er opfyldt for de 2 ejendomstyper.
Systematisk skattetænkning
For andelsboligforeninger er skatteåleriet endog sat i system. Det kan man se af den standardvedtægt, der anbefales af Andels-Boligforeningernes Fællesrepræsentation. § 3 indeholder følgende clamamus: ”Bliver en udlejet andelsbolig ledig, skal bestyrelsen søge [den solgt], medmindre … der er tale om det sidste udlejede lejemål.”
Baggrunden for lige præcis den bestemmelse er, at selv om andelsboligforeninger stiftes af lejere, så vil der typisk være nogle af lejerne, som ikke vælger at blive andelshavere. Og når de lejligheder bliver ledige, så har målet altid været at sælge dem, så der kunne flytte en ny andelshaver ind.
Hvis huslejeloft er løsningen, hvad er mon så problemet
Så længe der er lejere, vil andelsforeningen være erhvervsdrivende, men det ophører, hvis den sidste lejer flytter. Og for efterhånden en del år siden indførte man en skatteregel om, at når udlejningsforretningen ophørte, så skulle foreningen avancebeskattes af sin fortjeneste på de solgte lejligheder.
Så det har i al stilfærdighed medført, at nu er vedtægterne hos alle disse pæne andelsboligforeninger, der ellers nok kan bryste sig af andelstanken og samfundssind, blevet ændret, så man aldrig kommer til at løbe ind i ophørsbeskatningen. Man vedbliver ganske enkelt med at have en – og kun én – lejlighed, der lejes ud.
2025 satte ny rekord i storbyernes lejlighedssalg
Det er tydeligvis lovligt, men spar mig for nogensinde at skulle høre dem tale om skattemoral igen.
Noget andet er, at andelsboligforeningerne aldrig har været frivilligt erhvervsdrivende, og at købesummen for de ledige lejligheder bliver til indskud i foreningen til dagskurs, så beskatningen burde aldrig have været indført. Og i øvrigt burde fornuftige skattepolitikere afskaffe ophørsbeskatningen, når det er helt evident, at den aldrig vil indbringe noget som helst provenu.
(Og en passant bemærkes, at min egen andelsboligforening har sørget for, at det sidste lejemål bliver et kælderlokale, som vi får ca. 400 kr. for om måneden. Det har Skat endda forhåndsgodkendt som tilstrækkeligt til at opretholde den erhvervsmæssige udlejning.)
Hvis aktionærer boede billigt, hvad så?
Der er vist ikke nogen, som er i tvivl om, at hvis et selskab lader en medarbejder eller aktionær bo billigt i selskabets ejendom, så udløser det en skattepligt af forskellen mellem den opkrævede leje og den reelle markedsleje. Sådan må det nødvendigvis være.
Lige siden statsskatteloven 1903 blev indført, har det været en fast regel, at man skal beskattes af alle indkomster – herunder naturalier. Og hvis man bor i en ejendom, som man selv ejer, så beskattes man af forrentningen af ejendommens værdi. Det kaldes ejendomsværdiskat.
Det bør naturligvis ikke være anderledes, bare fordi man opbygger en selskabskonstruktion med et lidt anderledes navn.
En million på et år: Prisen på en lejlighed steg voldsomt sidste år
De eneste ejendomstyper, som ikke bør betale ejendomsværdiskat er klassiske private udlejningsejendomme, hvor udlejeren til gengæld betaler skat af sit driftsoverskud.
Nu skal man aldrig glemme at nævne de formildende momenter. Der har selvsagt været grunde til, skattebyrden er endt med at være så mild. For det første har beboerne i andelsboligforeninger og almene boligorganisationer aldrig nydt godt af rentefradrag for de lån, som er optaget i forbindelse med anskaffelsen af ejendommen. Det er et validt argument, og det bør føre til at skatten nedsættes krone for krone med andelsboligforeningens betaling af prioritetsrenter.
Forventer øget konkurrence på boligmarkedet i 2026
Dernæst vil de almene boligorganisationer naturligvis hævde, at de fra starten har haft til opgave løse boligsociale opgaver for den del af befolkningen, som ikke har så mange penge. Det var grunden til, at de tidligere blev kaldt for almennyttige eller sociale boligselskaber. Men det hedder de ikke længere. Og de hævder selv, at de leverer boliger til såvel høj som lav. Men så bør man ikke kunne fastholde privilegier, som var tæt knyttet til den sociale opgave.
Konklusion
Borgerlige politikere er ikke meget for at sætte skatter op. Og venstrefløjen har hidtil betragtet dem som venner. Men en eller anden dag vil nogen slå politisk mønt af de store forskelle, der er mellem boligskatter på traditionelle ejerboliger hhv. andels- og almene boliger. Det er måske også på tide, at det sker.
