Selvom den kolde tid er overstået, er der alligevel gang i lidt af en sneboldeffekt ude i de danske kommuner, når det kommer til at begrænse opsætningen af tagrender og tage i zink. Her famler man i blinde i op til flere bekendtgørelser, hvor fællesnævneren er, at der ofte er fejl i argumentationen, og at det sker på et uoplyst grundlag. Det er selvom, at beregningerne let og enkelt kan findes frem.
De beregninger viser, at zink har en plads i det danske byggeri, og materialet udgør ikke noget problem.
Alligevel bliver vi mødt af en lukket dør, og måske endda endnu værre, ind i mellem et lukket sind. Her søger vi efter at svar på vores spørgsmål om baggrunden for begrænsningen, men så er vi tilbage til døren, sindet og argumentationen.
En sætning bliver til fem høns
Fra vores stol startede det hele i hovedstaden. Her fik Københavns Kommune i 2016 lavet en rapport af PKP Regnvandsteknik, der pegede på, at zink kan udgøre et problem i forhold til lokal jordforurening.
AI skal i brug, men kun hvor den giver værdi
Desværre er det kun den ene sætning, der har dannet præcedens i mange af landets kommuner – og den bliver koblet til vidt forskellige bekendtgørelser. Til gengæld er sætningen om, at rapporten er baseret på et begrænset antal forsøg og analyser, blevet ignoreret. Det samme gør sig gældende med sætningen om, at zink ikke udgør et direkte forureningspotentiale for grundvandet. Derfor må vi sætte spørgsmålstegn ved, om den overhovedet er statistisk anvendelig.
I den danske byggebranche bliver der målt på en lang række punkter. Der er blandt andet krav til beregninger for brandsikkerhed og CO2-udledning.
Derfor kan man da kun undre sig over, at det samme ikke sker, når det kommer til materialevalg. Det eneste svar vi kan finde er, at man gerne vil leve op til det, som Københavns
Kommune har fremlagt, og derfor kopierer man frem for at tage stilling – og tager dermed den nemme og tidsbesparende løsning.
Med uanede mængder af bekendtgørelser, data og arbejdsopgaver, er det kun forståeligt. Men det nemme valg vil i lige så høj grad være at bruge redskaberne, der er tilgængelige.
Konstruktiv dialog er vejen frem
Vores store ønske er at have en god dialog med kommunerne, der tager udgangspunkt i fakta i stedet for misforståelser og myter. I lang tid har det ikke været tilfældet – og det kræver en indsats fra begge parter.
Når man arbejder med et materiale som zink er det helt afgørende, at man har for øje, at der er tale om et naturligt materiale. Zink er i naturen, og det skal være en del af naturen.
Vi skal væk fra decimalrytteriet og i stedet finde de grønnere løsninger sammen
Derfor er det ikke mindre vigtigt, at vi er klar over vores ansvar. Det indebærer, at vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed over for landets kommuner, så der ikke hersker nogen tvivl. Det har vi gjort med vores udregningsværktøj, hvor kommuner og offentlige beslutningstagere kan lave de beregninger, der vil give dem et meget klart billede af tilfredsstillende værdier.
Den tunge elefant i rummet
I vores dialog med kommuner og offentlige beslutningstagere bliver vi ikke kun mødt af en forudindtagethed på baggrund af rapporten. Vi bliver også mødt med argumentet om, at zink er et tungmetal – og derfor noget negativt, men det er langt fra tilfældet.
Ja, zink er et tungmetal. Men det er et essentielt tungmetal, der ifølge Fødevarestyrelsen ikke giver anledning til sundhedsskadelige virkninger. Er der en rød bøf på menuen fredag aften eller fuldkornsboller til morgenmaden lørdag morgen, så har du indtaget livsnødvendig zink.
Begrænsninger på zink mangler et korrekt dokumenteret grundlag, både ud fra fornuftsmæssige, juridiske eller miljømæssige hensyn. Tværtimod kan zink i byggeri være en stor gevinst, da det er et 100% naturmateriale, 100% genanvendelig og 100% vedligeholdelsesfrit.
Det er altså ikke materialet, der er elefanten i rummet.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';