Byggecentre vil gerne styrke forbrugerinformationen

Administrerende direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre.
Administrerende direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre.

Dagbladet BT bragte 31. januar en forsidehistorie med den bombastiske overskrift “Byggemarkeder misinformerer”, som har fået et folketingsmedlem fra SF til at spørge miljø- og fødevareministeren, hvad han vil gøre “for at sikre, at detailhandlen respekterer sit ansvar for produkters indhold af kemikalier på kandidatlisten og leverer korrekte oplysninger over for forbrugeren”.

Danske Byggecentre vil i den anledning gerne foreslå ministeren, at han og hans embedsmænd søger dialog med os. Vi vil meget gerne bidrage til at sikre, at vore medlemmer lever op til gældende regler – også når det gælder pligten til at svare korrekt på kundespørgsmål om indhold af kemikalier.

Løsningen er ikke flere påbud og sanktioner, som spørgeren fra SF lægger op til, men dialog med branchen. Medlemmerne af Danske Byggecentre har et oprigtigt ønske om at leve op til lovgivningen, men hele området er komplekst og svært at overskue. Et stort byggecenter har måske 5 eller 10 tusinde varer på hylderne, så selvfølgelig kan der fra tid til anden opstå fejl i håndteringen af et produkt. Det sker blandt andet, fordi vore leverandører ikke altid er lige omhyggelige med at sørge for at forsyne os som forhandlere med den nødvendige information om og dokumentation af de produkter, de leverer til os. Denne sag kan derfor også tjene som en opfordring til leverandørerne om at levere op til deres informationsansvar overfor os forhandlere.

I dette tilfælde er det også vigtigt at holde sig for øje, at de fleste af de problemer, der blev afdækket i den test, som ligger til grund for den skarpt vinklede historie i BT, handler om mangelfulde svar på forbrugerhenvendelser om kemiske stoffer, hvis anvendelse i produkterne er lovlig. Men derfor skal der ikke herske noget tvivl om, at vi tager denne historie som en anledning til at blive skarpere fremover, når det gælder pligten til at svare hurtigt og korrekt på forespørgsler om produkters indhold af kemikalier fra den såkaldte EU-kandidatliste. Vi er også klar til et konstruktivt samarbejde med de relevante myndigheder herom.

Relateret indhold