Byggeriets klimabelastning har længe stået i skyggen af den udledning, der følger med vores livsførelse og forbrug i Danmark. Eksempelvis har klimaaftrykket fra vores biler og flyrejser overskygget byggeriet i diskussionen om, hvor og hvordan vi kan sætte ind for at reducere udledningen af drivhusgasser.
Det kan naturligvis godt undre lidt, da byggeriet står for ca. 30 % af de årlige udledninger herhjemme, mens bil, fly og godstransport ifølge Klimarådet ”kun” står for ca. 27 %. Meget peger imidlertid i retning af, at byggeriets klimabelastning er på vej til at indtage scenen i en hovedrolle.
Dagens Byggeri: Et nødvendigt opgør med grønt bureaukrati
Tilbage i juli blev grænseværdierne for, hvor stort et klimaaftryk en ny bygning må have per m2, igen strammet. Og i samme moment blev mindre byggerier for første gang også omfattet LCA-kravene, som reelt introducerer et CO2e-budget, på lige fod med det økonomiske budget. Nu også for enfamilieshuse, sommerhuse, mm.
Udviklingen er positiv, men rejser også et fundamentalt spørgsmål: Hvordan sikrer vi det mest retvisende billede af klimapåvirkningen fra byggerier?
For når byggebranchen står overfor stadig strammere klimakrav, har det enorm betydning, at der er fuld klarhed, nøjagtighed og konsistens i forhold til både LCA-data, metoderne og de teknologiske værktøjer, som vores beregninger bygger på.
Æbler og pærer
En sag fra Bellahøjhusene i København tidligere på året viser, hvad der kan ske, når det modsatte er tilfældet.
Her var Københavns Kommune og KAB sammen med deres rådgiver Henning Larsen uenige om klimapåvirkningerne, der følger med, hvis man river 10 af de ikoniske Bellahøjhuse ned for at genopbygge dem.
Sagens kerne synes kort fortalt at være, at der er brugt to forskellige metoder og værktøjer til at beregne projektets klimabelastning. En generel udfordring i dag fordi der endnu ikke er vedtaget en officiel metode for beregning af klimapåvirkningen ved nedrivning og renovering.
Vækst sætter gang i investeringer i ejendomsmarkedet i 2026
For en bæredygtighedsnørd som mig, der bruger al min arbejdstid på at sikre, at LCA-beregninger er retvisende, er eksemplet fra Bellahøj interessant.
Det understreger nemlig faren ved at anvende forskellige metoder til at opgøre et byggeprojekts klimaaftryk. Henholdsvis et tidligt screeningsværktøj og en specifik LCA-beregning i henhold til Bygningsreglementet.
De tidlige screeningsværktøjer er nemlig ofte meget simple og baseret på mange antagelser. Og det kan skabe en falsk tryghed. Eller, som i det nævnte tilfælde, uenighed om hvad der reelt er den forventet udledning fra et byggeprojekt.
Terrortrussel: Helt hul i hovedet at pakke julemarkeder ind i betonklodser
Uklarhed om metode og værktøjer kan være årsag til store udsving og usikkerheder i forhold til klimabudgettet. Usikkerheder, som ingen bank eller investor ville acceptere, hvis det var det økonomiske budget, der var tale om. Samtidig stiller usikkerhed om LCA-beregningerne også projektejer i en uklar situation i forhold til om klimabudgettet på et byggeri nu også holder vand. Det mudrer selvsagt beslutningsgrundlaget i forhold til design, materialevalg, mm.
Derfor er det så vigtigt, at vi i branchen – i takt med, at klimakravene strammes – øger bevidstheden om, at der er en direkte kobling mellem værdien af vores klimaberegninger og kvaliteten af de LCA-data og digitale værktøjer, vi benytter. Og her er det naturligvis af stor betydning for alle parter, om det er endelige LCA-beregninger eller tidlige screeninger af klimaaftrykket på et projekt, man sidder med foran sig.
