Odense Kommune vil selv stoppe social dumping

Odense Kommune vil modsat Københavns Kommune, der udliciterer opgaven, selv stå for at komme social dumping til livs.
I Odense har kommunen allerede nedsat et kontrolkorps mod social dumping, men i modsætning til København, udliciteres opgaven ikke. Foto: Colourbox.
I Odense har kommunen allerede nedsat et kontrolkorps mod social dumping, men i modsætning til København, udliciteres opgaven ikke. Foto: Colourbox.

Odense Kommune er allerede godt i gang med en kontrolforordning, der skal sikre, at der ikke foregår social dumping på byggepladserne i Odense. Det fortæller borgmester Anker Boye i et skriftligt svar til Dagens Byggeri efter det er kommet frem, at Københavns Kommune har udliciteret opgaven med at spotte og stoppe social dumping.

– I Odense er vi allerede godt i gang med den indsats, de nu lægger op til i København, så jeg synes, at det, de laver, er en rigtig god ide. Vi har allerede indført kædeansvar og arbejdsklausuler i alle kommunens entrepriser, og vi har nedsat en kontrolenhed, som allerede har lagt de første besøg i kalenderen, lyder det i et skriftligt svar fra Anker Boye.

I Odense har man imidlertid ikke valgt at sende opgaven ud i private hænder, da man mener, det ikke er noget problem selv at klare det. I København begrunder man udliciteringen med, at det i højere grad vil give objektivitet og uafhængighed.

Vil fusentastere til livs

Social dumping er et område, Odenses borgmester har stort fokus på.

– Jeg vil ikke finde mig i, at skruppelløse virksomheder udnytter håndværkerne, og når vi lige nu bygger for 25 milliarder kroner i Odense, skal det arbejde udføres på ordentlige vilkår, oplyser Anker Boye.

Han mener i øvrigt, at det er nødvendigt at tage det skridtet videre.

– Kommunen bygger jo ikke hele byen, og vi har set alt for mange eksempler på fusentastere, der udnytter den billige polske arbejdskraft. Det vil jeg ikke finde mig i. Derfor arbejder vi i Odense på at få de andre bygherrer med i kampen mod social dumping.

Det får hel konkret den betydning, at Odense Kommune i den kommende tid sætter ind med konferencer for blandt andet byggebranchen. Det skal give en dialog om, hvordan man bedst løser problemet i fællesskab.

Relateret indhold