Der er fremgang i installationsbranchen. Men fremgangen betyder også, at behovet for kvalificeret arbejdskraft stiger. Noget, der ifølge en ny arbejdskraftundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne kan mærkes ude i virksomhederne.
Omkring en tredjedel af virksomhederne måtte således i april opgive ordrer på grund af mangel på arbejdskraft. Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at henholdsvis 25 og 29 procent af el- og vvs-virksomhedernes aktivitet blev begrænset af arbejdskraftmangel i maj 2019. Alligevel mener TEKNIQ Arbejdsgiverne ikke, der er grund til panik.
– Det er naturligvis problematisk, når virksomhederne må opgive ordrer, men vi er stadig meget langt fra de flaskehalsproblemer, vi så i 2007, og generelt ser det ud til, at el- og vvs-installatørerne er blevet bedre til at tilpasse driften i forhold til den arbejdsstyrke, de har rådighed over, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder indenfor el, vvs og metal.
Begrænset lønpres
Installationsvirksomhederne er da også stadig i stand til at ansætte flere end nogensinde før. Samtidig viser arbejdskraftundersøgelsen, at over halvdelen af de virksomheder, der har ansat medarbejdere i april 2019, ikke har været tvunget til at ændre på ansættelsesforholdene for at få ansættelserne på plads. Godt en tredjedel har dog måttet hæve lønnen som led i ansættelserne.
Der er dog stor forskel på udviklingen inden for henholdsvis el- og vvs-installationsbranchen. For mens andelen af elvirksomheder, der har måttet hæve lønnen for at ansætte folk, er steget med tre procent i forhold til sidste år, så er tallet faldet på vvs-området med hele 11 procent.
– Det er udtryk for, at rekrutteringsudfordringer i de to brancher i højere grad begynder at ligne hinanden. Men igen viser tallene, at virksomhederne i vid udstrækning formår at tilpasse sig virkeligheden, ligesom man i høj grad er klar til at åbne dørene for både lærlinge og andre faggrupper for at få medarbejderkabalen til at gå op, siger Tina Voldby.