Håndværkere slipper måske for fartskrivere

Implementeringsrådet har indstillet til regeringen, at de stramme danske regler bør lempes efter tysk forbillede.
Det kan være, håndværkere snart slipper for fartskrivere i bilen. Foto: Colourbox.
Det kan være, håndværkere snart slipper for fartskrivere i bilen. Foto: Colourbox.

Efter henvendelse fra Håndværksrådet peger Implementeringsrådet nu på, at de danske myndigheders fortolkning af en EU-forordning om køre/hviletidsregler er unødigt restriktiv, hvilket også er bekræftet af EU-Kommissionen. Det oplyser Håndværksrådet i en pressemeddelelse.

Her oplyses det, at den stramme danske fortolkning koster danske håndværkere dyrt, da det betyder, at helt almindelige virksomheder er blevet pålagt udgifter til installering af fartskriveren. Desuden har håndværkere fået bøder, når de uforvarende har brudt køre/hviletidsreglerne. Derfor anbefaler Implementeringsrådet, at Danmark stopper med at overimplementere og i stedet følger det øvrige EU i sin fortolkning af reglerne.

Glædeligt

– Med en så klar udmelding fra Implementeringsrådet og bekræftelsen fra EU-Kommissionen forventer vi, at Regeringen efterlever Implementeringsrådets anbefaling og ændrer den unødigt byrdefulde fortolkning af reglerne, så danske virksomheder ikke rammes hårdere end deres udenlandske konkurrenter, siger chefkonsulent og EU-jurist Jeppe Rosenmejer.

– Vi har fået henvendelser fra håndværksvirksomheder, der ikke i deres vildeste fantasi har forestillet sig, at de skulle installere fartskriver i varevognen. Vores medlemmer er blevet ramt af en forordning og en lovgivning, der er målrettet transportbranchen og ikke almindelige håndværkere. Derfor er det glædeligt, at EU-Kommissionen har støttet Håndværksrådets egen tolkning af forordningen, og at Implementeringsrådet nu også anbefaler, at lovgivningen lempes, fortæller han videre.

Relateret indhold