Sikkerheden har været prioriteret højt på byggepladsen for det nye akutcenter ved Regionshospitalet Viborg. Det udspringer af et fælles ønske om at holde sig markant under branchens gennemsnitlige ulykkesstatistik, oplyser NCC i en pressemeddelelse.
Og det lader til, det er en mission, som ind til videre er lykkedes rigtig godt, eftersom der endnu ikke er sket arbejdsulykker i forbindelse med byggeriet af det nye akutcenter.
Da NCC i slutningen af 2015 indtog hospitalets byggeplads for at gå i gang med opbygningen af råhuset til det 24.000 kvadratmeter store akutcenter, fortsatte virksomheden det målrettede fokus på sikkerhed ved at registrere antallet af dage uden arbejdsulykker. På et skilt ved indgangen til byggepladsen har håndværkerne hver dag kunnet følge tallet, og tirsdag i denne uge rundede optællingen så de 100 dage.
– Og 100 dage uden arbejdsulykker, det er værd at markere, fastslår seniorproduktionschef hos NCC, Åge Møller, som derfor i dagens anledning stillede an med pølsevogn på byggepladsen.
God fornuft i forebyggelse
– Det er ingen hemmelighed, at byggebranchen er udsat, når det handler om arbejdsulykker, og når vi taler om eksempelvis opbygningen af et råhus til et nyt akutcenter, så taler vi jo ikke bare om at tabe en hammer over tæerne, hvis der sker ulykker, siger Åge Møller med henvisning til, at hans folk på pladsen håndterer både store maskiner og tunge materialer.
Derfor er der god fornuft i at sætte ekstra fokus på sikkerheden. Både for den enkelte håndværkes skyld – og for firmaets. Det er nemlig også dyrt at sende en skadet medarbejder hjem på sygedage.
Ambitiøs bygherre
På samme måde har også Region Midtjylland og Regionshospitalet Viborg som bygherre stort fokus på sikkerhed i forbindelse med byggeriet af fremtidens akuthospital i Viborg.
Målet er at holde sig under halvdelen af byggebranchens landsgennemsnit, når det handler om arbejdsulykker. Derfor foretages der jævnligt sikkerhedsinspektioner på pladsen, ligesom der er krav om blandt andet sikkerhedskursus til alle håndværkere og byggefolk, inden de får adgang til pladsen – og arbejdsmiljø og sikkerhed er i det hele taget et tema, som præger alle beslutninger og arbejdsopgaver på pladsen.
– Som offentlig bygherre har vi en ekstra forpligtelse til at gå foran som et godt eksempel i forhold til blandt andet arbejdsmiljø og sikkerhed, og det ansvar gør vi os umage for at leve op til. Derfor bliver vi også rigtig glade, når vi oplever, at en samarbejdspartner som NCC sætter yderligere fokus på emnet og belønner medarbejderne for at passe godt på sig selv og hinanden, siger projektchef Jeppe Juul Hansen fra Regionshospitalet Viborg.