Gennembrud for ny type udbud i installationsbranchen

Ny undersøgelse fra Tekniq viser, at godt halvdelen af de opgaver, som sendes i udbud, selv projekteres af de tekniske installatører.
Halvdelen af de tekniske installatører skal i dag selv projektere de opgaver, som sendes i udbud. Det viser en ny undersøgelse fra erhvervsorganisationen Tekniq. Foto: Colourbox.
Halvdelen af de tekniske installatører skal i dag selv projektere de opgaver, som sendes i udbud. Det viser en ny undersøgelse fra erhvervsorganisationen Tekniq. Foto: Colourbox.

I dag oplever 53 procent af installatørerne, at kunderne beder dem – og ikke arkitekter eller ingeniørfirmaer – om at projektere opgaverne. Udviklingen er ny og meget markant, viser en undersøgelse blandt medlemmerne i erhvervsorganisationen Tekniq.

– Vi bevæger os væk fra den traditionelle proces, hvor installatørerne udførte de opgaver, andre havde projekteret i detaljer. I dag er installationerne i bygninger så komplekse, at man finder de bedste løsninger ved at lade installatørerne projektere, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør for Tekniq.

Derfor er det vigtigt, at bygherrerne går efter færre, gennemarbejdede tilbud og gør op med den tro, at konkurrence forudsætter, at et meget stort antal virksomheder byder på den samme opgave.

Niels Jørgen Hansen, adm. direktør for Tekniq

– Bygherrerne har en masse at vinde ved denne nye udbudsform. De tekniske installatører kommer i stadigt større grad til at tilbyde bedre løsninger, fordi de kan dele deres både praktiske og teoretiske viden med bygherren, som kan træffe bedre valg, siger Niels Jørgen Hansen.

Store summer i spil

Da Tekniq, som er en af Danmarks største arbejdsgiverforeninger, forleden holdt Årsdag i Aalborg Kongrescenter, var det med fokus på de store forandringer, de cirka 3.000 medlemsvirksomheder og deres 40.000 medarbejdere gør sig parat til.

Nye udbudsformer er en af de ændringer, som sidste år fik et stort gennembrud. Installationsbranchen omsætter årligt for 42 milliarder kroner, så der er store summer på spil i blandt andet supersygehuse, erhvervsbyggeri og almene boliger, hvor de tekniske installationer fylder stadigt mere i de samlede byggebudgetter.

– For installatørerne er der perspektiver i at få en større rolle, men også udfordringer, siger Niels Jørgen Hansen.

– For det første stilles der større krav til kompetencerne, og her er installationsbranchen vant til, at virksomhedernes kompetencer hele tiden skal udvikles. For det andet er dyrere at udarbejde en hel løsning end det er at give en pris. Derfor er det vigtigt, at bygherrerne går efter færre, gennemarbejdede tilbud og gør op med den tro, at konkurrence forudsætter, at et meget stort antal virksomheder byder på den samme opgave, siger han.

Samtidig mener han, at der vil ske et skifte på vigtige områder.

– De nye arbejdsformer giver bedre byggeri. Vi tror, at der vil komme et langt større fokus på levetidsomkostninger end på byggepriser. Totaløkonomien gør, at drift og vedligehold spiller en stor rolle for de valg, der skal træffes i byggeprocessen, siger Niels Jørgen Hansen.

Relateret indhold