En dug med dannebrogsflag er lagt ud over et langt bord. Omkring i rummet står sodavand, kaffe og en række glasflasker med en ret høj promille af alkohol i sig.
Der er ingen tvivl om, at denne dag er en festdag i den nordfynske by Kappendrup.
– Jeg hader simpelthen, når det ikke ser ordentligt ud. Man skal udføre sit arbejde godt. Man kan selvfølgelig blive presset på tid, men det vigtigste er i bund og grund altid at udføre et tilfredsstillende arbejde
Martin Just Hansen Brolægger
I sidste uge fik 13 nye brolæggere deres svendebrev i Glostrup og Horsens. Men den eneste bronzemedalje gik til Martin Just Hansen fra Max Pedersens Brolægning.
– Jeg er selvfølgelig utrolig stolt. Det er et stort skulderklap. Allerede da jeg var færdig med mit projekt vidste jeg også, at det var blevet rigtig godt, siger Martin Just Hansen.
Skulle slet ikke have været brolægger
Der er ikke kommet så mange endnu til festen, men der er købt smørrebrød til cirka 30 mand, og Odense Pilsner-dåserne er allerede blevet åbnet, selvom denne fredag endnu ikke har nået middag.
Det er dog på mange måder lidt tilfældigt, at festen overhovedet er en realitet. Martin Just Hansen er nemlig uddannet landmand og havde ingen planer om at blive brolægger.
– Jeg fandt ud af, at jeg ikke ville være landmand, men jeg fuldførte uddannelsen. Ved et tilfælde fik jeg via min fætter kontakt hertil og startede i firmaet, og det har jeg været glad for lige siden, siger Martin Just Hansen.
Han startede derefter ret hurtigt og var i arbejde, før han startede på skole. Derfor har han gennemgået et kortere meritforløb, der nu har resulteret i, at han er firmaets første svend nogensinde.
– Mester har en stor andel i, at jeg er nået hertil. Det er ham, der har lært mig det hele. Og du kan godt skrive, at han fik tårer i øjnene, da jeg modtog svendebrevet, siger Martin Just Hansen med Max Pedersen siddende overfor.
Han nikker stille og giver sin svend ret.
Arbejdet går videre
Under svendeprøven var der ingen problemer med at nå opgaven inden for tidsgrænsen. Der skulle lægges et svineøre, som oftest ligger mellem kørebanen og cykelstien, og her var Martin Just Hansen færdig med at lægge sten fire timer før tid. Resten af tiden gik med at kæle om de små detaljer.
– Jeg hader simpelthen, når det ikke ser ordentligt ud. Man skal udføre sit arbejde godt. Man kan selvfølgelig blive presset på tid, men det vigtigste er i bund og grund altid at udføre et tilfredsstillende arbejde, siger han.
I brolæggerfirmaet er der fire mand ansat, og der er nok at lave. For tiden er ordrebogen stort set fyldt op, og derfor fortsætter dagene fremover, som de også gjorde før svendeprøven.
– Jeg har masser af lave, og jeg får nye opgaver hele tiden. Den eneste forskel er, at mester skal give mig lidt mere i løn, siger Martin Just Hansen.