Andreas La Cour og hans svende i tømrerfirmaet Landin & La Cour Byg byggede denne vinter en speciallavet terrasse for en kunde i Humlebæk. Tre terrasser skulle bygges sammen og bliver til én stor med udsyn til Øresund.
Ifølge tømrermester Andreas La Cour byggede de konstruktionen væsentlig anderledes end mange af kollegaerne fra andre tømrerfirmaer. Landin & La Cour Byg brugte skruefundamenter til at fundere terrassebyggeriet, hvor store skruer skrues ned i jorden i stedet for at grave ud og støbe fundament.
Denne metode til fundering har været benyttet i Tyskland siden 1994, hvor Klaus Krinner opfandt skruefundamentet, men skruerne er først slået igennem på det danske marked inden for de seneste år.
– Vi har bygget terrasser i 12 år, og de sidste to år har vi brugt skruefundamenter, fordi vi har fundet ud af, at det er den bedste løsning i forhold til holdbarhed, effektivitet og økonomi, siger Andreas La Cour.
Han forklarer, at hans tømrerfirma sparer tid, fordi de ikke skal vente flere dage på, at betonen hærder, ligesom de slipper for at grave og køre jord væk. Samtidig kan funderingsarbejdet udføres i én omgang.
Lige siden et projekt med en terrasse ved en å, hvor firmaet anvendte skruefundamenter for første gang, har de brugt skruefundamenter i alle terrassebyggerier.
– Det er den bedste løsning, fordi der ikke er noget træ, som kommer i kontakt med jorden og dermed intet træ, der rådner, siger Andreas La Cour og fortsætter:
– For både os og vores kunder spiller det også en stor rolle, at skruefundamenterne kan genbruges og skrues i jorden andre steder, hvis byggeriet senere skal flyttes.
Skruefundamenterne kan genbruges, fordi de har gevind. Desuden er de langtidsholdbare, fordi de består af varmforzinket stål, hvoraf mindst 75 procent er genbrugsstål.
Samme holdbarhed
Også tømrer-snedkerfirmaet Hartvig ApS er faldet for skruefundamenterne. Senest ved byggeriet af et kolonihavehus på Amager.
– Når vi bygger sommerhuse, kolonihaver, terrasser og skure for vores kunder, bruger vi skruefundamenter. Det er en god konstruktionsløsning, der holder lige så godt som et traditionelt betonfundament. Arbejdet går simpelthen hurtigere, end når vi støber et fundament, siger Anders Hartvig, indehaver og tømrermester i Hartvig, og fortsætter:
– Vores kunder foretrækker også den løsning, fordi fundamentet er bæredygtigt og nemt kan flyttes igen, hvis sommerhuset skal ombygges eller skifte placering.
Siden en arkitekt for tre år siden anbefalede Anders Hartvig at bruge skruefundament i et byggeri, har hans tømrer- og snedkerfirma udført meget forskellige byggerier for både offentlige og private bygherrer med de forskellige typer af skruefundamenter fra Nemt Fundament. Derfor har han også fået erfaring med både de fordele og ulemper, der er ved at benytte skruefundamenter.
– Det kan være en udfordring at sætte skruefundamenterne, hvis der er meget store sten i jorden. Hvis en sten forhindrer, at skruen kan skrues ned i jorden, er man nødt til at flytte skruen og skrue den ned et nyt sted. Men sammenlignet med den tid vi sparer ved at bruge skruefundamenter, er det slet ikke et problem, siger Anders Hartvig.