Fra på mandag har håndværkerne på de storkøbenhavnske byggepladser nye muligheder for at få fat i materialer. Starks byggecenter ved Sjællandsbroen i København holder nemlig fremover døgnåbent, så håndværkerne slipper for at vente på, at butikken åbner, før de kan hente deres materialer og komme i gang med arbejdet.
Byggeri hele døgnet
– Byggeriet anno 2014 foregår på alle tidspunkter af døgnet, og ikke mindst i Storkøbenhavn er der tryk på døgnet rundt. Derfor er det kun naturligt, at vi nu udvider vores københavnske byggecenters åbningstid til at omfatte alle døgnets 24 timer, så kunderne undgår unødvendig ventetid, men i stedet kan bruge tiden konstruktivt på deres egen forretning, siger adm. direktør Søren P. Olesen, Stark.
Indtil videre har mulighederne for at handle og få leveret byggematerialer uden for butikkernes normale åbningstider været til at overse.
Samtidig gør byggecenterets placering lige ved Sjællandsbroen og nær en af byens store indfaldsveje, at det er let at komme til og fra for håndværkere, som arbejder uden for byen.
Aften og weekend
En af de mange håndværkere, som glæder sig over udsigten til at kunne købe materialer døgnet rundt, er Karl Poulsen, der står i spidsen for 30 mand i Karl Poulsen A/S.
Han er lige nu i gang med en proces, hvor firmaets lager skal fjernes, og derfor ser han den udvidede åbningstid som en kærkommen mulighed for at få processen gennemført så smertefrit som muligt:
– Det kan simpelthen ikke betale sig at have alle materialer på lager. Men når vi nu har en del projekter i weekenderne og om aftenen, er det jo perfekt, at vi for fremtiden altid kan hente materialerne i Stark, lige når det passer os. Vi vil derfor gå over til bare at bruge Stark som vores lager, forklarer Karl Poulsen.
Bruges som lager
Karl Poulsen A/S har ofte projekter, som ligger uden for normal åbningstid, ligesom firmaet fungerer som døgnvagter for visse kunder. Han skønner, at de vil kunne lægge omkring 10 procent af handlen i den udvidede åbningstid.