De senere år har Dagens Byggeri fulgt udviklingen af brug af stampet lerjord som byggemateriale.
Sidste år skrev vi bl.a. om, at eksperter på DTU var i gang med et projekt, der skulle give bygge- og anlægsbranchens aktører incitament til at bygge med lerjord.
Udviklingen af løsningen – tilføjelse af få procenter brændt kalk, der giver lerjorden en større styrke, samtidig med at den bliver vandafvisende – er nu så langt, at Vejdirektoratet ifm. etablering af støjskærm på den nye Storstrømsbro er kommet med et udbud, hvor entreprenører kan byde på tre forskellige typer støjskærm:
En traditionel støjskærm udført med stålsøjler og kassetter med mineraluld, en støjskærm af gabioner og en støjskærm af kalkstabiliseret lerjord.
Klimavenligt comeback: Nu skal vi bygge og bo i lerstampede huse
– Løsningen er helt ny og spændende og kan være en måde, hvorpå vi kan udnytte vores ressourcer bedre, siger projektchef i Vejdirektoratet, Niels Gottlieb, og uddyber:
– En traditionel støjskærm er udført i både dyre og klimabelastende materialer, som stål, aluminium, beton, mineraluld og kunststof. Kan vi bruge vores overskudsjord, som nu er et affaldsprodukt og anvende det som en ressource, er det rigtig positivt i forhold til klima, miljø og økonomi.
– Vi har masser af jord, og det er godt at bygge med. I Danmark ’producerer’ vi årligt mere end 15 mio. tons udgravet jord fra byggerier og andet, som potentielt kan anvendes som byggemateriale, så potentialet er stort, siger han.
Kan blive en af fremtidens løsninger
Niels Gottlieb fortæller videre, at overskudsjord også kan bruges i støjskærmen af gabioner ved:
De kan fyldes med diverse materialer og vil på Storstrømsprojektet skulle fyldes med jord – gabioner bruges bl.a. i Tyskland, lyder det:
– Vi håber, at så mange entreprenører som muligt har lyst til at byde på støjskærmen, og håber også meget, at der i markedet er en lyst til og interesse for at bruge nye materialer som jord til støjskærmen. Med udbuddet her har vi taget hul på dét, der kunne blive en af fremtidens støjskærmsløsninger med mere bæredygtige materialer.
Afprøver halm, hamp, ler, kalk og træ i rækkehuse i Aalborg
Støjskærmen i Storstrømsprojektet er udsprunget af et samarbejde mellem Vejdirektoratet, Region Hovedstaden, DTU og entreprenørfirmaet Holbøll, ressourcecenteret Remco og Thi Dencker Arkitekter om udvikling og test af støjskærme ved anvendelse af lerjord.