Trekløveren og Gartnerbyen
- – Trekløveren er en del af det nye store byområde Gartnerbyen, der er en ny grøn bydel i Odense.
- – Vil indeholde 2- og 3-værelses lejligheder med et samlet boligareal på knap 6.400 m2.
- Alle tre punkthuse får elevator, og lejlighederne får hver 9 m2 altan.
- – Gartnerbyen ligger 2 km vest for Odense centrum på en grund, hvor blomstergrossisten Gasa tidligere har handlet med blomster og planter.
- – Gartnerbyen kommer samlet til at bestå af ca. 1.950 ejer- og lejeboliger til unge, familier og ældre med tilhørende grønne områder og et butikstorv.
- – Kuben Management, Accura, Deloitte, DEAS og Colliers har rådgivet Industriens Pension om forskellige forhold i forbindelse med investeringen.
- – Ejendomsmæglervirksomheden EDC Erhverv Poul Erik Bech har stået for salget af projektet.
Det nye boligprojekt, som Industriens Pension står bag, får navnet Trekløveren og kommer til at bestå af tre punkthuse, der symboliserer hvert deres blad i trekløveren. Det forventes, at ejendommene bæredygtighedscertificeres med DGNB Guld, der betyder, at byggeriet skal leve op til høje krav for bl.a. miljømæssig bæredygtighed.
– Odense er inde i en rivende udvikling med mange nye spændende boligområder og betydelige investeringer i at udvikle byen. Gartnerbyen er ved at tage form som et attraktivt grønt byområde, der bl.a. er kendetegnet ved varierede boligformer, rekreative områder og god infrastruktur med et letbanestop som nabo, siger Søren Tang Kristensen, ejendomschef i Industriens Pension, der investerer et trecifret millionbeløb i boligprojektet.
Mange grønne områder
De 89 nye boliger er målrettet en bred del af befolkningen med både familieboliger, ungdomsboliger, seniorboliger, private ejer- og lejeboliger samt almene boliger, der alle får rummelige terrasser eller altaner. Der bliver grønne gårdrum mellem punkthusene, og hele Gartnerbyen er karakteriseret ved mange rekreative områder, små butikker og en kombination af erhverv og boliger.
26. november får beboerne også let adgang til dagligvarer, når Coop365 åbner en 1200 m2 stor butik i den nye bydel.
Læs mere under billedet…
Entreprenørvirksomheden Skjøde er totalentreprenør på det nye byggeri, mens ejendomsmæglervirksomheden EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af projektet. Arkitema Architects har stået for arkitekturen.
– Projektet er medvirkende til, at vi forventeligt i 2024 kan se Gartnerbyen som fuldt udbygget bydel til glæde for alle beboere og odenseanere, siger adm. direktør i Skjøde, Allan Nielsen.
De 89 nye boliger skal efter planen stå klar i løbet af 2023. Hele Gartnerbyen, der dækker over i alt 133.000 m2, forventes at være færdigudbygget i 2024.