Raundahl & Moesby bringer i biodiversiteten mere i spil

Den nyansatte biolog og forsker ved Aarhus Universitet, Kristine Engemann Jensen, skal bidrage til at få mere biodiversitet ind i selskabets bolig- og erhvervsprojekter.
Fra venstre: Projektchef Jørgen Frank, projektleder og DGNB konsulent Nireka Yogendran, CEO Carsten Raundahl og biolog/forsker Kristine Engemann Jensen fra Raundahl & Moesby.
Fra venstre: Projektchef Jørgen Frank, projektleder og DGNB konsulent Nireka Yogendran, CEO Carsten Raundahl og biolog/forsker Kristine Engemann Jensen fra Raundahl & Moesby.

– Biodiversitet er komplekst, og vi må sande, at vi ikke ved nok om, hvordan vi bedst skaber biodiversitet i vores byggerier.

Sådan siger CEO Carsten Raundahl fra Raundahl & Moesby og tilføjer:

– Vi har i en årrække arbejdet med biodiversitet, fordi vi synes, at det er uhyre vigtigt for vores fremtidige klode og daglige liv, men vil nu gerne gøre endnu mere. Vi ønsker at skubbe udviklingen i en bedre retning. Der skal indtænkes så meget biodiversitet og vel at mærke den rigtige form for biodiversitet, der spiller sammen med det omkringliggende miljø på de byggerier, vi er involverede i, og det skal vores nyansatte forsker bidrage til.

Skal acceptere mindre pæne arealer

Kristine Engemann Jensen arbejder konkret med biodiversitet på fire af Raundahl & Moesbys byggerier:

Europaplads i Aarhus, hvor der opføres et 19.000 m2 erhvervsbyggeri; nyt firmadomicil for Danish Crown i Randers på 13.200 m2; nyt firmadomicil for Aarhus Vand på 10.000 m2; Risskov Brynet i Aarhus, som er et boligbyggeri på 21.400 m2.

– Når vi taler erhvervsbyggerier, tror jeg, at den største omstilling ligger i at få ændret synet på, hvad man opfatter som pænt. Virksomhederne skal acceptere arealer, som ikke er så friserede som i dag. Hvor der er mere variation i vegetationen, som giver levegrundlag for insekter, bier og fugle, og hvor arealet måske kun bliver slået to gange om året. Det er en reel omstilling, der skal til, udtaler Kristine Engemann Jensen og fortsætter:

– Vi arbejder indenfor boligbyggeri med at skabe mere biodiversitet på Risskov Brynet i Aarhus. I samspil med landskabsarkitekterne vælger vi danske plantearter, som passer til det omkringliggende miljø, og på den måde opnår vi en forstærkende effekt, hvor vi skaber en større sammenhæng i landskabet og øger biodiversiteten ved at tiltrække insekter og fugle.

Ny viden, der kan ændre branchen

Kristine Engemann Jensen er ansat som adjunkt ved sektion for Biodiversitet & Økoinformatik ved Aarhus Universitet og deltidsansat hos Raundahl & Moesby.

Hos Raundahl & Moesby arbejder hun som del af jobbet også med at uddanne organisationen i mere viden om biodiversitet. Det gøres på flere måder. Hun arbejder med at sammenfatte teoretisk viden om biodiversitet i byggeriet i et kompendie, som skal kunne bruges som et opslagsværk.

Samtidig har hun i samarbejde med organisationen udviklet en beregningsmodel til beregning af biodiversitet på et grundstykke, før et byggeri er opført, og efter det er opført. Modellen giver mulighed for at vise, hvordan forskellige valg påvirker biodiversiteten og bruges også i forhold til Raundahl & Moesbys mange bygherrer.

– Det giver mening og værdi for mig at omsætte min teoretiske viden om biodiversitet fra universitetet til praksis, og indgå som en del af teamet ved Raundahl & Moesby, hvor vi sammen skaber ny viden og tilgange, der kan ændre branchen, siger Kristine Engemann Jensen.

Relateret indhold