Køges ildsjæle: Landsby af tiny houses rykker nærmere

Køge Kommune sætter nu arbejdet med en lokalplan for projekt Tiny Varigheden i gang. Et klimahus og 16 tiny houses bygget af natur- og genbrugsmaterialer skal fungere som et lærende boliglaboratorium.
De kommende beboere i Tiny Varigheden vil med deres tiny houses bygget i natur- og genbrugsmaterialer demonstrere, at man kan bo sundt, godt og flot selv om man bor småt og fører en kulstoflagrende livsstil. Arkivfoto: Getty Images
De kommende beboere i Tiny Varigheden vil med deres tiny houses bygget i natur- og genbrugsmaterialer demonstrere, at man kan bo sundt, godt og flot selv om man bor småt og fører en kulstoflagrende livsstil. Arkivfoto: Getty Images

Køge Kommune har inddraget projektet Tiny Varigheden – med små bæredygtige boliger og et klimahus som videncenter – i kommuneplanen og har dertil givet ildsjælene bag en 12-årig lejekontrakt på grunden. Her ønsker de at bygge et ambitiøst og bæredygtigt boliglaboratorium med et klimahus og 16 tiny houses bygget af natur- og genbrugsmaterialer.

Nu starter arbejdet med en lokalplan for projektet, som er en del af det nye byudviklingsområde Ravnsborg Enge i den østlige del af Hastrup. Efter planen vil den endelige lokalplan kunne vedtages til november, og kommunen håber dermed at inspirere andre kommuner til at gå samme vej.

– Det er sindssygt vigtigt, at vi i Danmark finder nogle mere bæredygtige måder at bygge nyt på. Nybyggeri er noget af det mest CO2-belastende, der findes, har borgmester Marie Stærke tidligere udtalt til TV 2 Lorry

Tiny Varigheden er et samarbejde mellem lokale ildsjæle i Køge Fælles Jord, kommende beboere og teamet Grøn Omstilling i Køge Kommune og skal fungere som et levende boliglaboratorium – et living lab – for fremtidens måde at bygge og leve på.

De pt. 14 husstande med tilsammen 19 voksne og 5 børn, der har planer om at bygge boliger i Tiny Varigheden, har alle ønsker om at leve og bo mere bæredygtigt og vil demonstrere, at man kan bo sundt, godt og flot selv om man bor småt og fører en kulstoflagrende livsstil.

En anderledes måde at bygge og bo

Ønsket er bl.a. opstået af, at byggesektoren i dag står for hele 40 % af klodens samlede CO2-udledning, samtidig med, at Danmark ligger i top, når det handler om størrelsen på vores boliger. Vi er et af de lande med allerflest boligkvadratmeter pr. indbygger med et stort varmeforbrug og dermed en betydelig CO2-udledning til følge.

– Vi ved, at der er meget bæredygtighed at hente ved, at vi tænker vores måde at bygge og bo på anderledes. Det handler måske ikke om, at vi alle skal flytte i tiny houses, men vi har meget at lære, når det handler om måden vi bygger på, størrelsen på og indretningen af vores boliger og de materialer, vi anvender, siger Marie Stærke.

Læs også: Kommuner tager tiny-trenden til sig

Vil eksperimentere med materialer og byggestil

Det er Køge Fælles Jord, der lejer jorden af Køge Kommune, og udkastet til lokalplanen for området fokuserer på følgende emner:

– Små, fritliggende boliger samt et klimahus

– Bæredygtighed i bebyggelsens udformning og placering

– Lav bebyggelsesprocent

– Hegning og beplantning

– Et offentligt tilgængeligt område med funktion som ‘boliglaboratorium’ hvor der eksperimenteres med materialer og byggestil.

– Vejadgang og parkeringsareal

– Sammenhæng til de omkringliggende områder

Der vil blive afholdt et forborgermøde om projektet den 19. april 2023, oplyser Køge Kommune.

Relateret indhold