Det er rigtig positivt, at man har valgt at gå helhedsorienteret til værks og både se på en klimaindsats samtidig med, at man også tager højde for ressourceforbrug, cirkulær økonomi og sikre, at genanvendelse ikke medfører genindbygning af fortidens miljøsyndere såsom PCB m.m. Men selvom regeringen i udspillets 21 punkter kommer vidt omkring, så mangler det i høj grad ambitioner, mener Green Building Council Denmark.
– Det udspil, regeringen er kommet med her, skaber ikke nogen reel forandring. Der er helt klart tænkt nogle gode tanker, hvor man har forsøgt at gå helhedsorienteret til værks, men når specifikke krav enten udskydes til langt ud i fremtiden eller helt udebliver, så er det desværre alt for uambitiøst, siger direktør Mette Qvist og fortsætter:
… når specifikke krav enten udskydes til langt ud i fremtiden eller helt udebliver, så er det desværre alt for uambitiøst.
Direktør Mette Qvist
– Branchen kan og vil meget mere. Det har vi set gennem vores DGNB-certificering, som vi har arbejdet med de seneste 8 år. Derfor undrer vi os over, at det ikke også afspejles i regeringens udspil. Så sent som i januar lagde regeringens eget klimapartnerskab for bygge- og anlægssektoren op til krav til CO2-reduktion allerede fra 2021. Det har man her valgt helt at se bort fra. Det er vores erfaring, at man i byggebranchen tager rigtig godt imod, når vi f.eks. strammer DGNB-kravene til bygningernes CO2-udledning over hele livscyklussen. Den omstillingsparathed synes vi, det vil være rigtig ærgerligt ikke at imødekomme med et ambitiøst udspil, fastslår hun.
I Green Building Council Denmark håber man, at regeringen vil skrue op for målsætninger og krav, om måske hente inspiration til dokumentationsindsamling i de DGNB-værktøjer, som en stor del af byggebranchen allerede arbejder med i forbindelse med at sikre bæredygtighed.
– Der findes allerede i DGNB-værktøjet redskaber til at måle på en lang række af de elementer, som regeringen løst lufter i deres udspil. Det vil vi gerne opfordre til, at man lader sig inspirere af, ligesom vi også meget gerne indgår i en dialog om, hvordan vi sikrer de mest muligt bæredygtige løsninger i vores byggeri. Hvis vi vil have den grønne førertrøje internationalt, så er flere krav og mere regulering vejen frem. DGNB er en frivillig ordning, og vi oplever allerede nu en enorm efterspørgsel fra markedet. Derfor drømmer vi også om, at regeringen har modet til som minimum at være lige så ambitiøse som branchen, og stille flere og skrappere krav til, hvordan vi bygger og renoverer i Danmark, lyder det fra Mette Qvist.