Der renoveres mange tusinde kvadratmeter kontorer hvert år i Danmark, men i stedet for at genanvende de eksisterende lokaler og materialer vælger de fleste virksomheder og kontorudbydere at rive al interiøret ned og bygge nye kontorlokaler op fra bunden.
I reglen til en alt for høj pris, lyder det fra arkitekt og partner hos arkitektvirksomheden Plan1, Nicolaj W. Sevel:

GI støtter renoveringsprojekter med 4,7 mio. kr.
– Vi vil opfordre til at gøre op med tanken om at bygge nyt hele tiden – sg det er vanetænkning. A-Z-ombygninger er ofte unødigt dyre. Typisk koster det mellem 8.000 og 12.000 kroner pr. kvadratmeter at ombygge et kontor, men ved at genbruge eksisterende materialer kan man reducere de samlede udgifter helt op til 50 %.
– Samtidig mindsker man CO2-udledningen tilsvarende, fordi man anvender færre nye materialer, siger han med det forbehold, at gevinsterne selv sagt varierer fra projekt til projekt.
Værdier, der ikke kan købes for penge
Ifølge tal fra Dansk Byudvikling var der ved udgangen af 2024 et samlet kontorareal på 28,4 millioner kvadratmeter fordelt over hele Danmark, heraf 40 % alene i Storkøbenhavn.

Plan1 vurderer, at kontorer typisk bliver ombygget et sted mellem hvert syvende og tiende år, og med udgangspunkt i en pris på 8.000 til 12.000 kroner pr. kvadratmeter ved ombygning af kontor peger arkitekterne på flere fordele ved deres genanvendelseskoncept ’Mere bæredygtig kontorindretning’.

Stadsarkitekt: Transformationer skaber byer med lag af historie og identitet – og følelsen af at høre til
Konkret analyserer Plan1, hvilke elementer der kan genbruges, og udvikler derudfra et fleksibelt designforslag til kontorejeren, så kontoret kan tilpasses nye brugere uden de store omkostninger.
Nicolaj W. Sevel opremser eksempler som modulære mødelokaler produceret af genbrugte vinduesglas og genbrugstræ, refurbished belysning, akustikpaneler produceret af biogene eller genanvendte materialer, gulve lavet af massivt genbrugstræ, som kan genbruges i fremtiden, gulvtæpper med takeback-ordninger, møbler produceret af genanvendte materialer eller blot kvalitetsprodukter med mange års holdbarhed både funktionelt og stilmæssigt:

Fire konkrete forslag til mere cirkularitet i byggeriet
– Tanken er at udtænke et bærende kontordesign, der indeholder de grundlæggende, centrale byggeklodser, som kommende kontorbrugere altid vil få brug for. Herudfra kan man så renovere og justere det kommende kontor, så det også i fremtiden kan møde kontorbrugernes behov.
– Desuden skaber genanvendelse ofte en større trivsel blandt medarbejdere, da det giver kontorerne sjæl og en følelse af historie. Det er værdier, der ikke kan købes for penge, forklarer Nicolaj W. Sevel.
Stigende klimakrav
Derudover, påpeger han, stiger klimakravene i kontorrenoveringer.
– Fra 2025 anbefaler Bygherreforeningen, at klimapåvirkningen for projekter over 1.000 m2 dokumenteres på bygningsdelsniveau, og fra 2027 forventer netværket grænseværdier for simple renoveringer og en samlet klimaramme for dybe renoveringer, tilføjer Nicolaj W. Sevel.