Veteran ny formand i KBS Byg

Den tidligere mangeårige formand for Byggesocietetet, Lars Heilesen, er ny bestyrelsesformand for KBS Byg A/S.
Lars Heilesen (t.h.), Ole Nielsen og Lennart Krimme (t.v.) på trappen inde i Folketeatret, der er under total renovering.
Lars Heilesen (t.h.), Ole Nielsen og Lennart Krimme (t.v.) på trappen inde i Folketeatret, der er under total renovering.

KBS Byg A/S har gennemgået en udvikling, som giver stadig mere komplekse og spændende opgaver.

Ejerne har derfor erkendt, at det er nødvendigt med nye og andre kompetencer i bestyrelsen, hvis den positive udvikling skal fortsætte.

Jeg kunne ikke sige nej til den spændende udfordring, og jeg tror, at det er vigtigt at holde sig i gang.

Bestyrelsesformand Lars Heilesen KBS Byg A/S

Derfor er der indgået aftale med en af byggebranchens veteraner – advokat Lars Heilesen – der gennem 30 år som formand for Byggesocietetet har sikret sig et stærkt netværk i hele byggebranchen og fortsat er ærespræsident for den europæiske organisation for privat byggeri – “European Union of Developers and Housebuilder”.

Nye kompetencer

Virksomhedens to ejere, administrerende direktør Lennart Krimme og projektleder Ole Nielsen slår fast, at deres styrke ligger i den praktiske del af byggeriet, og at de med Lars Heilesen som bestyrelsesformand tilfører KBS Byg A/S den sparringspartner, som de længe har savnet:

– Vi var meget glade, da Lars Heilesen sagde ja til opgaven. Det er lige hans kompetencer og netværk, vi har behov for, hvis vi skal videreudvikle virksomheden, siger Lennart Krimme, der selv er udlært bygningssnedker og har videreuddannet sig til merkonom og bygningskonstruktør.

En gammel cirkushest

Lars Heilesen lægger ikke skjul på, at det ikke lige lå i kortene, at han skulle være aktiv bestyrelsesformand og sparringspartner i en byggevirksomhed, men efter at have tænkt over tilbuddet fra Lennart Rime og Ole Nielsen slog han til:

– Det er nok ligesom en gammel cirkushest, der lugter savsmuld. Jeg kunne ikke sige nej til den spændende udfordring, og jeg tror, at det er vigtigt at holde sig i gang. KBS Byg har gennem flere år vist, at de kan påtage sig en lang række spændende opgaver, også af mere kompleks art som renoveringen af Folketeatret. Det vil jeg gerne være en del af, siger Lars Heilesen.

KBS Byg A/S har mange større opgaver på CV’et, og i øjeblikket står virksomheden blandt andet med ansvaret for totalrenoveringen og ombygningen af Folketeatret i København. Også facaderenoveringen af Den Franske Ambassade i det fornemme palæ på Kgs. Nytorv er blandt de opgaver, som KBS Byg A/S har påtaget sig.

Relateret indhold