Unge-listen styrker erhvervsindsatsen

Hver sommer modtager borgmesteren i Fredensborg Kommune en to-do-liste. Den viser, hvem og hvor mange af kommunens unge, der ikke er i job eller under uddannelse. Den indsats giver pote.
Der er grund til smil i Fredensborg, hvor borgmester Thomas Lykke Pedersen glæder sig over den markante fremgang i analysen af erhvervsindsatsen. Foto: Fredensborg Kommune.
Der er grund til smil i Fredensborg, hvor borgmester Thomas Lykke Pedersen glæder sig over den markante fremgang i analysen af erhvervsindsatsen. Foto: Fredensborg Kommune.

Det er ikke tilfældigt, at Fredensborg Kommune tager sig kærligt af prisen som årets højdespringer i Dansk Byggeris erhvervs- og byggeanalyse. Sidste års triste 97. plads er konverteret til en 39. plads.

– Vi er gode til at rekruttere arbejdskraft og sørge for, at virksomhederne får de rigtige medarbejdere. Vi har jævne besøg ude i virksomhederne og fremmer dialogen. Desuden afholder vi erhvervskonference, hvor vores lokale ledere holder oplæg og udfordringer og muligheder, lyder det fra borgmester i Fredensborg Kommune Thomas Lykke Pedersen (S), der læser analysen med både begejstring og besindelse.

– Vi er naturligvis rigtig glade for at hoppe så højt op ad listen, men også skeptiske for, hvad der vægter mest i undersøgelsen. Som borgmester ved jeg, at vi her i kommunen får stor ros for vores indsats ansigt til ansigt med erhvervslivet.

Ambitioner for ungdommen

Borgmesten beretter, at unge står højt på prioriteringslisten i den nordsjællandske kommune, hvilket han er stolt over.

– Vi har en politisk ambition om at have den laveste arbejdsløshed blandt unge. Vi vil have dem i enten arbejder eller uddannelse. Vi ligger i øjeblikket i top 10 i Danmark målt på vores indsats, siger Thomas Lykke Pedersen og tilføjer:

– Jeg får hver sommer et ark over de unge, der ikke er igang med noget. Så går vi til værks, og hvert år efter sommeren er der tyndet godt ud i listen, siger borgmesteren.

Travlhed avler travlhed

Ligesom landets øvrige kommuner er Fredensborg tilsmilet af, at der er vækst og tryk på kedlerne – og kommunekontoret, som ekspederer mange byggesager for tiden.

– Vi er meget, meget pressede på det felt og har lige ansat to nye. I planafdelingen har vi 50-60 ansatte, som tager sig af både byggesager og miljø. Vi har nogle store projekter igang i kommunen i form af Nivå bymidte og Humlebæk Centret. Derudover er der mange andre byggesager, siger Thomas Lykke Pedersen, der med egne ord står i spidsen for en kommune, hvor indbyggerne er “meget opmærksomme på naboens byggeri”.

Vi har en politisk ambition om at have den laveste arbejdsløshed blandt unge. Vi vil have dem i enten arbejder eller uddannelse

Relateret indhold