Underskudsramt betonvarevirksomhed opkøbt

CRH Denmark, der favner CRH Concrete og Betongruppen RBR, køber alle aktier i den familieejede virksomhed RC Beton. Det sker med overtagelse den 30. september 2019.
Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

CRH Denmark udvider sine aktiviteter og køber alle aktier i betonvarevirksomheden RC Beton, der har hovedkontor i Rødkærsbro. Virksomheden blev etableret i 1938 og har fire fabrikker, der er placeret i Rødkærsbro, to i Aars og én i Tappernøje på Sydsjælland.

CRH Denmark har et særdeles godt match med RC Beton, der har et bredt og interessant produktsortiment specielt med belægningssten, betonelementer og letklinkeblokke samt produkter under jord (betonrør og brøndsystemer).

– Udover et godt produktsortiment har RC Beton fabrikker i det nordjyske, der kan forbedre vores tilstedeværelse i Midt- og Nordjylland, siger administrerende direktør Claus Bering, CRH Denmark.

– Vi ser i det hele taget et godt strategisk fit med hensyn til CRH’s øvrige forretningsområder i Danmark, tilføjer Claus Bering.

Hos RC Beton er der også tilfredshed med aftalen.

– Det er glædeligt, at RC Beton nu bliver en del af en koncern med muskler og kompetencer til fortsat at udvikle virksomheden, siger direktør Jens Birk på familiens vegne.

RC Beton har haft et par hårde år. Opkøbet af en virksomhed på Sjælland gik ikke som forventet, og de seneste to regnskabsår har vist underskud før skat på 3,8 millioner kroner i 2017/18 og 20,1 millioner året før. I seneste regnskab er egenkapital opgjort til små 56 millioner kroner, og RC Betons soliditetsgrad ligger på 26,5.

RC Beton har 130 medarbejdere.

Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Relateret indhold