Udvider samarbejde og opfører 550 nye lejemål

Lægernes Pension og AG Gruppen udvider bestående samarbejde og opfører nu godt 41.000 etagemeter private udlejningsboliger fordelt på tre projekter i Rødovre, Herlev og på Amager.
Jan Willard, viceinvesteringsdirektør i Lægernes Pension (tv.) og CEO Bjarke W. Graae fra AG Gruppen (nr. 2 fra venstre). PR-foto: AG Gruppen.
Jan Willard, viceinvesteringsdirektør i Lægernes Pension (tv.) og CEO Bjarke W. Graae fra AG Gruppen (nr. 2 fra venstre). PR-foto: AG Gruppen.

– Boligbyrden i Storkøbenhavn er stigende, og ved at udvikle attraktive boliger og boligområder er målet at gøre det attraktivt – og ikke mindst muligt – for en bred gruppe af boligsøgende at bosætte sig i hovedstaden, siger Jan H. Willard, viceinvesteringsdirektør i Lægernes Pension om det udvidet samarbejde med AG Gruppen.

Læs også: Blackstone-selskaber køber 10 industriejendomme i Storkøbenhavn

Lægernes Pension og AG Gruppen samarbejder allerede i dag om et udviklingsprojekt med 100 lejeboliger tæt på Ballerup Station samt endnu et projekt, som omfatter udvikling af et helt nyt bykvarter i Glostrup med 250 lejeboliger.

Ligesom i det nye samarbejde er der også tale om lejeboliger i varierende størrelse, der henvender sig til både unge, familier og ældre. Med den nye aftale om opførelse af yderligere godt 41.000 etagemeter og samlet knap 550 lejemål vil den samlede portefølje af ejendomme blive på over 900 boliger.

Fælles værdigrundlag

Byggestart på alle tre projekter ventes at kunne ske i 2024:

– Med yderligere tre projekter fortsætter vi et åbent samarbejde, hvor erfaringerne har vist, at vi på en række områder tænker og arbejder med afsæt i et fælles værdigrundlag, siger Bjarke W. Graae, CEO i AG Gruppen.

Fornuftigt afkast og gøre en forskel

Projekterne opføres alle efter den såkaldte DGNB Guld-standard, som stiller krav til bl.a. klima- og miljøpåvirkning af både byggeproces samt fra bygninger og byområde. DGNB-standarden bygger på tre hovedsøjler; social-, økonomisk- og miljømæssig bæredygtighed.

– Investeringerne skal naturligvis give et fornuftigt afkast, men samtidig har begge parter et ønske om at gøre en forskel i nærmiljøet gennem bl.a. projekternes DGNB Guld-certificering og vores arbejde med ESG og EU-taksonomien, siger Bjarke W. Graae.

Relateret indhold