Trods underskud: – Vi står stærkere

Gamle, tabsgivende byggesager kostede et underskud i 2020. Men Hustømrerne går mod lysere tider på grund af styrket organisation og voksende ordrebeholdning.
Der er grund til optimisme for Hustømrernes fremtid, selvom sidste årsregnskab ikke var opmuntrende. Foto: HUstømrerne.
Der er grund til optimisme for Hustømrernes fremtid, selvom sidste årsregnskab ikke var opmuntrende. Foto: HUstømrerne.

Hustømrerne er midt i en omfattende genopbygning efter et stort milliontab i 2018. Det påvirkede også regnskabstallene i 2020, hvor færdiggørelse af byggesager fra tidligere år kostede et betydeligt millionbeløb. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Den netop offentliggjorte årsrapport viser således et underskud på 8,6 millioner kroner før skat mod et overskud på 0,4 millioner kroner før skat i 2019. Omsætningen udgjorde 287 millioner kroner, hvilket er 14 procent lavere end året før.

– Vi gik ind til året velvidende, at 2020 ville blive en lige så hård kamp som 2019. Det lavere aktivitetsniveau var forventet, men vi har været udfordret af, at flere komplekse entrepriser fra tidligere år udløste større tab end beregnet. Styringen af disse entrepriser har ikke været god nok, og det har kostet indtjening i både 2019 og 2020, siger administrerende direktør Morten Sort Mouritsen.

På rette vej

Trods underskuddet angiver Hustømrerne, at firmaet i dag står væsentligt stærkere end på samme tidspunkt sidste år. Virksomheden har oplevet en markant vækst i ordreindgangen og gik ind til 2021 med en samlet ordrebeholdning på knap 340 millioner kroner. Det er en fremgang på 25 procent. Samtidig er langt størstedelen af de tabsgivende byggesager afviklet i 2019 og 2020, og derfor vil en højere omsætning medføre et forbedret resultat i 2021.

Sideløbende er der gennemført organisatoriske ændringer med nye folk på flere nøglepositioner. Siden Morten Sort Mouritsens blev administrerende direktør i starten af 2019, er der blandt andet indsat ny ledelse i både Aarhus og Aalborg. Senest er der også sket ændringer i Aabenraa, hvor en ny afdelingschef er kommet til.

– Det er selvfølgelig aldrig tilfredsstillende at lave underskud. Men vi er i gang med en strategisk omstilling, der skal sikre en mere ensartet, resultatorienteret drift på tværs af vores afdelinger. Det koster omsætning her og nu, men det er samtidig en forudsætning for at styrke Hustømrerne på længere sigt.Vi er på rette vej, siger bestyrelsesformand Claus Berner Nielsen.

Relateret indhold