Klimaaftalen kort
- Med aftalen om den grønne klimapulje i 2019 afsættes der 26,7 millioner kroner til fire klimatiltag.
- Det drejer sig om udvikling af koncept for klimaregnskaber og oplysning på bedriftsniveau.
- Om forsøg omkring klimavenlig foderproduktion
- Om udvidelse af tilskudsrammen til ordning vedr. fremme af grøn bioraffinering
- Samt om fremme af grønt byggeri gennem igangsættelse af en række analyser og undervisningsrettede tiltag.
Det er dryppet fra statskassen på byggeriet. I den grønne klimapulje, har man fundet yderligere penge til at finansiere grønne tiltag i byggebranchen. Helt præcis tre millioner kroner.
– Regeringen har taget fat på den store udfordring, det er, at få reduceret drivhusgasudledningerne fra landbruget og byggeriet. Derfor glæder det mig, at partierne bag aftalen i dag er med på at få sat ekstra skub i omstilling af netop de sektorer, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Partierne bag forliget ønsker i samarbejde med branchen at sætte gang i et gennemgribende analysearbejde, der skal samle viden omkring klimavenligt byggeri, herunder træbyggeri. Det skal sikre, at alle byggeriets parter kan omsætte den nyeste viden, forskning og innovation til praksis.
Klimapuljen, der stammer fra PSO-aftalen, skal målrettes drivhusgasreduktioner, der kan bidrage til Danmarks 2030-mål i de ikke kvotebelagte sektorer – landbrug, transport og boliger. Med aftalen tages der fat på udledninger fra landbruget og byggeriet.