To byggeskadefonde bliver til én

Et enigt folketing har besluttet, at Byggeskadefonden og Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse lægges sammen. Det sker fra 1. januar 2021.
Byggeskadefonden har til huse oppe under taget i Boligselskabernes Hus. Pressefoto.
Byggeskadefonden har til huse oppe under taget i Boligselskabernes Hus. Pressefoto.

Det er kun kort tid siden, at støtteordningen til bygningsfornyelser af private udledningsejendomme ophørte. Og den praksisændring afstedkommer nu forandringer andetsteds i branchen. Hos Byggeskadefonden.

Eftersom kommunerne ikke længere giver tilsagn om støtte til nye sager inden for bygningsfornyelse nedlægges Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse som selvstændig enhed. Byggeskadefonden overtager 1. januar 2021 ansvaret for Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelses nuværende sager.

– Vi glæder os til at byde vores nye kolleger velkommen. De skal fortsætte deres arbejde med at behandle skadesager og gennemføre eftersyn i de ejendomme, der har fået tilsagn om støtte via bygningsfornyelsesloven. Sammen skal vi fortsat arbejde for at højne kvaliteten i byggeriet, siger driftsdirektør i Byggeskadefonden Morten Søegaard-Larsen.

Det bliver de samme medarbejdere, der også fremover varetager eftersyn og skadesager i de ejendomme, der har fået tilsagn om støtte efter bygningsfornyelsesloven. Behandlingen af sagerne kommer til at ske i en økonomisk separat afdeling i Byggeskadefonden.

Byggeskadefonden forventer, at de sidste bygningsfornyelser, der har fået tilsagn om støtte, gennemføres inden for få år. Herefter har fondens afdeling for bygningsfornyelse pligt til at dække anerkendte byggeskader i de bygningsfornyede ejendomme i 20 år.

Relateret indhold