Da Kolding-virksomheden Alfix for to år siden fik overrakt miljøprisen, lovede marketingchef Anders Bertelsen Toft, at virksomheden ikke ville stoppe sine aktiviteter for et bedre miljø og arbejdsmiljø.
Alfix har derfor i år gjort meget ud af, at messestanden på Byggeri ’14 skal afspejle denne ambition. Samtidig vil Alfix lancere to helt nye facadeprodukter på byggevaremessen. De nye produkter – Alfix DuraPuds 800 SR og Alfix DuraDec 8000 SR – er henholdsvis en facadepuds og en facademaling baseret på silikoneharpiks.
– Temaet for vores messestand i 2014 er den grønne byggeplads. Vi har igen i år inviteret en murer med, som vil arbejde med og demonstrere vores nye facadepuds. På standen vil vi opføre skelettet til et hus, hvilket illuderer et igangværende byggeri. Vi vil anvende FSC-certificeret træ til selve skelettet, og tanken bag dette er at understøtte fortællingen om vores nye FSC-certificerede papirsække, siger Anders Bertelsen Toft.
Alfix, der leverer produkter inden for vandtætning, flisemontering, gulve og facader, introducerer de første FSC-certificerede sække i marts 2014. FSC-mærket er en dokumentation for, at træet til sækkene stammer fra bæredygtigt skovbrug.
Gammel container
Den grønne profil, som Alfix vil slå et slag for, vil kunne opleves i en medbragt gammel byggecontainer, som får nyt liv på standen. Her vil containeren udfylde rollen som både café, produktdisplay og depot. Messestandens mange rustikke lamper har tilmed deres helt egen historie.
– Værkstedslamperne har vi fundet for ganske nyligt i et gammelt Alfix-depotrum, og de stammer helt tilbage fra 1960’erne. Genbrugstankegangen er i god tråd med vores messetema, og samtidig sender vi en varm tanke tilbage til den tid, hvor Alfix blev grundlagt – nemlig i 1963, siger Anders Bertelsen Toft.
I caféen i den gamle byggecontainer vil Alfix servere bæredygtig kaffe, og på standens produktdisplay vil man præsentere de nye FSC-certificerede sække, som nu maksimalt har en vægt på 20 kg af hensyn til arbejdsmiljøet. Endelig er emballagen til produktnyhederne Alfix DuraPuds 800 SR og Alfix DuraDec 8000 SR også bæredygtig. Spandene er nemlig lavet af genbrugsplast.
?