Danmarkshistoriens største havvindsudbud sættes i gang i dag, hvor i alt 6 GW havvind fordelt på seks parker udbydes.
For hver gigawatt, der etableres, vil der blive produceret strøm svarende til 1 millioner danske eller europæiske husstandes elforbrug, og dermed åbnes et nyt kapitel, hvor der ikke kun produceres strøm til danskernes elforbrug, men hvor der også vil være strøm nok til at sende til nabolande samt at producere grøn brint.
– Endelig kan vi trykke på knappen og åbne for Danmarkshistoriens største havvindsudbud. Med møller i hundredvis ruster vi os mod Putins sorte gas, og Danmark er i dag kommet tættere på at blive Europas grønne kraftcenter, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
– Når møllerne snurrer, kan vi dække hele Danmarks strømforbrug med grøn strøm – og vi kan producere brint og grønne brændstoffer til skibe og fly. Det er projekter i den her skala, der kan gøre en stor grøn forskel, for klimaet og for vores sikkerhed. Ikke bare for Danmark, men for hele Europa, tilføjer han.
Markedet får grønt lys
Konkret har Energistyrelsen i dag åbnet udbuddet af 6 havvindmølleparker, og udbuddene er i områderne Nordsøen I, Kattegat, Kriegers Flak II og Hesselø.
Det sker som opfølgning på den politiske aftale om udbudsrammer fra foråret 2023.
Læs også: Testcenter til fremtidens megavindmøller på vej i Odense Havn
Virksomhederne skal nu byde på parkerne med en pris på, hvad de vil betale over 30 år til staten om året. Vinderen vinder retten til at etablere havvind på arealet. Derudover kommer staten til at have et medejerskab på 20 % af de seks kommende havvindmølleparker.
– Vi kan nu give markedet grønt lys til at byde ind og tage del i Danmarks næste store vindeventyr. Det næste kapitel skal nu skrives og udføres af markedet, for det er dem, der skal sparke bolden i mål, siger Lars Aagaard.
Læs også: Nærmer sig et europæisk stormarked for CO2-fangst
En havvindmøllepark på 1 GW forventes at kræve anlægsinvesteringer på ca. 16 mia. kroner, og ifølge tal fra branchen fra 2020 vil en havvindmøllepark på 1 GW kræve ca. 9.500 personer (årsværk).
Ikke alle arbejdspladserne vil være i Danmark, men de udbudte 6 GW havvind kan bidrage væsentligt til beskæftigelsen i hele Danmark særligt i anlægsfasen.