Store problemer med signal ved nybyggeri

Flere og flere oplever dårlig mobildækning,men det kan undgås, hvis indendørsdækning er medtænkt, når man planlægger byggeriet.
I dele af nybyggeriet er der alt for dårligt mobilsignal. Pressefoto.
I dele af nybyggeriet er der alt for dårligt mobilsignal. Pressefoto.

Mange har nok prøvet at stå med et virkeligt ringe mobilsignal, når de ringer indendørs. Det sker især i nye bygninger eller i bygninger, der har gennemgået en større energirenovering.

– Energieffektive vinduer og andre materialer, der skal holde på varmen, holder nemlig samtidigt mobilsignaler ude. Det bedste råd er, at man tænker over den indendørs mobildækning allerede, når man planlægger nybyggeri og renoveringer, da energieffektive materialer kan svække mobildækningen. Men det er der desværre mange, der ikke er opmærksomme på. Og det kan være dyrt at rette op på, når først bygningen er opført, siger Per Rafn Crety, seniorkonsulent i Dansk Standard.

Men dækning er ikke bare dækning, og det er ikke noget, man skriver sig ud af på halvanden side i et udbudsmateriale.

Paul-Flemming Hermann radioDesign By Hermann

Mangel på viden

Det er noget, byggerådgiver Paul-Flemming Hermann kan nikke genkendende til. Han er indehaver af virksomheden radioDesign By Hermann, der tilbyder konsulentydelser vedrørende indendørs mobil- og beredskabsradiokommunikation og trådløs dataadgang i forbindelse med nybyggeri og byggemodning.

– Jeg oplever at der mange gode intentioner blandt bygherrer, bygherrerådgivere og entreprenører i forhold til indendørsdækning, og at der er flere og flere som tænker det ind fra start. Men jeg oplever desværre også, at der stadig er en mangel på viden på området, siger han og tilføjer:

– Det er for så vidt forståeligt nok, fordi der er tale om en niche. Og når der samtidigt er mange leverandører på markedet med vidt forskellige løsninger, bliver det selvsagt vanskeligt for en bygherre eller entreprenør at danne sig et overblik over, hvad der er der bedst eller nødvendigt i en given byggesag. Men dækning er ikke bare dækning, og det er ikke noget, man skriver sig ud af på halvanden side i et udbudsmateriale. Det kræver øget oplysning, rådgivning og uddannelse af byggeriets parter, hvis man skal sikre den rigtige løsning fra start, slutter Paul-Flemming Hermann.

Husk standarden

Der findes en række muligheder for at forbedre den indendørs mobildækning. Eksempelvis kan man etablere et distribueret antennesystem (DAS), der består af antenner og kabler rundt omkring i bygningen koblet til en signalkilde.

Men det er vigtigt, at de forskellige trådløse systemer planlægges så tidligt i projektforløbet som muligt og integreres i bygningen, og at det er koordineret gennem alle byggeriets faser og med de forskellige leverandører. Ellers kan det blive dyrt efterfølgende at trække de nødvendige kabler.

Samtidigt kan det være en god ide at sætte sig ind i standarderne: DS/EN 50491-6-1:2014 og DS/EN 50174-serien. Her er der nemlig gode råd at hente, når man professionelt skal beskæftige sig med installation af signal- og kommunikationskabler, fx i forbindelse med bygningsautomation og informationsteknologi.

– Standarderne, der omhandler installation af kabler i bygninger er gode at have ved hånden, når man skal forholde sig til indendørs mobildækning. Her er nemlig god hjælp at hente for eksempelvis arkitekter, bygningsingeniører og installatører, når de skal projektere og opføre nye bygninger og medtænke indendørsdækning, siger Per Rafn Crety.

Relateret indhold