Der er nærmest ikke ende på alle de interessenter i byggeriet, som stiller sig på statsministerens side, når det kommer til at bevillige 30 milliarder kroner til at renovere de almene boliger.
Også hos brancheorganisationen Dansk Byggeri stiller man an i heppekoret på denne arbejdernes kampdag. Der er hårdt brug for at renovere de almene boliger over hele landet, som er blevet forsømt de seneste år, lyder meldingen, så pengene falder på et tørt sted. At regeringen lægger op til at sætte ind med en ekstraordinær indsats allerede i år er også meget positivt, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen.
Vi har længe argumenteret for, at regeringen hurtigst muligt bør lade Landsbyggefonden bruge de 18,4 milliarder kroner, som lejerne har sparet op i fonden.
Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri
– Investeringer på 30 milliarder i renovering af de almene boliger, som statsminister Mette Frederiksen lagde op til, vil skabe arbejdspladser i en presset bygge- og anlægsbranche samtidig med, at beboerne i almene boliger over hele landet vil få moderniseret deres boliger og opnå et bedre indeklima. Vi er meget spændt på at høre, hvordan regeringen vil konkretisere indsatsen, siger han.
En undersøgelse fra Dansk Byggeri viser, at 40 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne venter, at deres omsætning falder med mere end 20 procent i år som følge af coronakrisen. Derfor er der brug for en hurtig indsats, lyder det.
– Vi har længe argumenteret for, at regeringen hurtigst muligt bør lade Landsbyggefonden bruge de 18,4 milliarder kroner, som lejerne har sparet op i fonden. Lige nu ligger der 453 både små og store konkrete projekter til en samlet værdi af netop 18,4 milliarder i Landsbyggefonden, som venter på at komme i spil, og mange af renoveringsprojekterne vil kunne sættes i gang med det samme, siger Lars Storr-Hansen.