Statens ejendomsselskab skal på jagt efter ny direktør

Karen Mosbech har meddelt Freja ejendommes bestyrelse, at hun ønsker at fratræde sin stilling. 30. juni 2021 regner man med, at nye kræfter er klar til at tage over.
Afgående direktør Karen Mosbech (th.) taler her ved indvielsen af Sydlejren på den hedengangne Flyvestation Værløse. Foto: Kontraframe.
Afgående direktør Karen Mosbech (th.) taler her ved indvielsen af Sydlejren på den hedengangne Flyvestation Værløse. Foto: Kontraframe.

Freja Ejendomme, der håndterer statens ejendomsportefølge, skal næste år have en ny administrerende direktør. Det står klart efter Karen Mosbech netop har meldt sin afgang fra posten, som hun har bestridt siden 2009.

– Det er naturligvis efter grundige overvejelser og ikke uden vemod, at jeg har besluttet at fratræde stillingen som direktør i Freja. Jeg kommer til at savne både opgaverne og menneskene, men det er det rigtige tidspunkt for mig at stoppe. Jeg har nu i mange år haft ledende stillinger i ejendomsbranchen, hvor jobbet har fyldt rigtig meget hver dag. Nu vil jeg gerne prøve at have mere tid til mig selv med en mere fleksibel hverdag, forklarer hun i en pressemeddelelse og uddyber, at der er god tid til at finde en afløser.

Karen Mosbech fratræder ved udgangen af juni i 2021. Og Hans J. Carstensen, bestyrelsesformand i Freja ejendomme er ked af at sig farvel.

– Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til Karen for hendes kæmpe indsats i Freja ejendomme. Resultaterne taler deres eget tydelige sprog, og det bliver nogle store sko hendes efterfølger skal udfylde, lyder det blandt andet.

Relateret indhold