Bestyrelsen i MT Højgaard har netop godkendt den reviderede årsrapport for 2021. Efter et stærkt 4. kvartal blev forventningerne om tocifret omsætnings- og indtjeningsvækst nået med flg. hovedpunkter::
– Omsætningen steg til 7,2 mia. kr. efter 25 % vækst, hvoraf 18 % var organisk. Fire af de fem forretningsenheder havde to- eller trecifret vækst.
– Driftsresultatet før særlige poster steg 72 % til 179 mio. kr. som følge af højere aktivitet, bedre kapacitetsudnyttelse, lavere nedskrivninger samt avancer ved grund- og projektsalg. Overskudsgraden blev 2,5% mod 1,8 % i 2020.
– Resultatet af primær drift (EBIT) blev 127 mio. kr. mod 33 mio. kr. i 2020. EBIT-marginen blev 1,8 % mod 0,6 % i 2020.
– Resultatet af fortsættende aktiviteter blev 134 mio. kr. (4 mio. kr. i 2020). Der er tilbageført 46 mio. kr. af nedskrivninger på et skatteaktiv pga. højere forventninger til fremtidig indtjening.
– De tre tilkøbte virksomheder bidrog positivt til vækst, indtjening og styrkelse af markedsposition.
– Den nettorentebærende gæld (NIBD) faldt til 668 mio. kr. mod 823 mio. kr. i 2020.
– Soliditetsgraden steg 1,4 procentpoint til 16,6 %. Inklusive et ansvarligt lån var soliditeten 25,8 %.
Flere ordrer i nye samarbejdsmodeller
Ordreindgangen steg 35 % til ca. 10 mia. kr. og rummede flere ordrer i nye samarbejdsmodeller. Desuden vandt forretningsenhederne tre store, flerårige strategiske byggepartnerskaber:
– Beholdningen af endelige, ubetingede ordrer steg til 10,8 mia. kr. mod 8 mia. kr. ultimo 2020.
– Vundne, men endnu ikke kontraherede ordrer havde en samlet værdi på ca. 4 mia. kr., som vil indgå i ordrebeholdningen, når ordrerne bliver kontraheret.
– Derudover har fremtidig aktivitet i de strategiske byggepartnerskaber med Region Hovedstaden, Københavns Kommune, KAB og Civica potentielt en samlet værdi i niveauet 7-8 mia. kr.
Forventer tocifret vækst i 2022
MT Højgaard Holding gav i oktober 2021 en foreløbig prognose om et driftsresultat i niveauet 280 mio. kr. i 2022. Præciseringen af forventningen skyldes salget af Ajos’ sidste aktiviteter i december og større klarhed over effekten af prisstigninger på byggematerialer og arbejdskraft.
– Vores fokus på konkurrencedygtighed og samarbejder lønner sig. Drift og indtjening forbedres løbende, og ordreindgangen viser, at stadig flere kunder er villige til at gå ind i samarbejder, hvor bygherre, rådgivere og entreprenør er fælles om at optimere processer og undgå konflikter. MT Højgaard Holding står i dag på en styrket platform, og selv om der stadig er nok at tage fat på, er vi komfortable ved, at fremgangen fortsætter i 2022. En opdateret strategi vil fra 2023 udstikke rammerne for den videre udvikling, siger adm. direktør og koncernchef Morten Hansen, der overlader posten til Henrik Mielke pr. 15. marts.
MT Højgaard Holding forventer igen i 2022 tocifret vækst i omsætning og driftsresultat:
– Omsætningen ventes at blive i niveauet 8,0-8,2 mia. kr. efter 11-14 % vækst.
– Driftsresultatet før særlige poster ventes at stige 40-55 % til 250-275 mio. kr., drevet af større aktivitet og bedre marginer efter højere kapacitetsudnyttelse og lavere nedskrivninger.
– Med den kendte fasning af projekter forventes indtjeningen af blive højest i 2. halvår 2022.